Seks slagtere i spil til årets Slagterpriser

Seks slagtere i spil til årets Slagterpriser

Danish Crown er repræsenteret i juryen til Slagterprisen 2015, der i år bliver uddelt i to kategorier - en til slagtere i dagligvarebutikker og en til privatslagtere. På den måde rammer Slagterprisen 2015 de bedste fra begge områder.

2. juni 2015


Randers, 2. juni 2015
 

Slagterprisen har vokseværk, og derfor er der nu to kategorier, man kan vinde prisen i. En for slagtere i dagligvarebutikker og en for privatslagtere. I år er tre slagtere nomineret til hver pris. Fælles for de nominerede er, at de er dygtige håndværkere og har et stort kundefokus.

-Udvidelsen til to priser er en styrkelse af Slagterprisen. Slagtere i dagligvarebutikker og privatslagtere har arbejdsforhold, udfordringer og fokusområder, der ikke altid ligner hinanden. Ved at dele prisen i to får vi det bedste fra begge verdener, siger Vickie Kristensen, seniorkonsulent hos Landbrug & Fødevarer, der står bag priserne.

Danish Crown er præsenteret i årets jury af Sabina Christensen, der er junior key account manager i DC Pork Danmark.

De nominerede til kategorien slagtere i dagligvarebutikker er
• Kenneth Hansen, SuperBrugsen, Havdrup
• Christian Hansen, Salling Super, Aarhus
• Kasper Breinholdt, Kvickly, Skive

De nominerede til kategorien privatslagtere er
• Christian Maltesen, Slagter Maltesen, Birkerød
• Jens Christian Lundgaard, Slagter Bagger, Humlebæk
• Peter Mortensen, Slagter Mortensen, Lemvig

Vinderen findes på Fødevaredagen
Juryen kommer på uanmeldt besøg hos de nominerede, men igen i år er det også branchen selv, der er med til at finde vinderen af Slagterprisen 2015. Afstemningen foregår på nettet i ugerne op til Landbrug & Fødevarers branchedag, Fødevaredagen, som afholdes i København den 28. oktober.

Se mere på www.slagterprisen.dk