Scan-Hide vender underskud til solidt overskud

Scan-Hide vender underskud til solidt overskud

Med en klar strategi og et benhårdt fokus på at udvikle forretningen har Danish Crowns hudeselskab Scan-Hide det seneste år formået både at øge både omsætningen og bruttoindtjeningen, samt ikke mindst leveret et stærkt resultat på bundlinjen.

10. december 2021

Huder fra danske kreaturer har i årtier været en eftertragtet råvare til højkvalitetslæder. Det har danske landmænd løbende profiteret af, men for et par år siden kom hudeselskabet Scan-Hide med base i Vester Skerninge på Sydfyn i modvind. Salget svigtede, og to år i træk kom selskabet ud med underskud.

Efter et direktørskifte har selskabet genfundet sin tidligere styrke og leverede i regnskabsåret et overskud på 13,3 mio. kroner.

- Vi har arbejdet meget målrettet på at få en bredere kundebase og gøre os mindre sårbare overfor udsving. Samtidig har vi fået sat vores forretningsenhed SPOOR i verden, så vi som den første producent i verden kan levere læder til alt fra sko og tasker over møbler til bilsæder, der kan spores helt tilbage til landmanden. Kombineret med et benhårdt fokus på lager- og risikostyring gør det, at vi nu igen står med en solid forretningsmodel, siger Michael Søndergaard, der er CEO i Scan-Hide.

Scan-Hide øgede i regnskabsåret 2020/21 omsætningen fra 397 mio. kroner til 454 mio. kroner, hvilket er en stigning på godt 14 procent. Samtidig blev bruttoresultatet næsten fordoblet til 54,5 mio. kroner og resultatet forbedret med 18,4 mio. kroner – fra et minus på 5,1 mio. kroner i 2019/20 til et overskud på 13,3 mio. kroner i 2020/21.

- Verdensmarkedet for læder har rettet sig i løbet af det seneste år. Mens den første corona-nedlukning i 2020 var hård ved vores forretning, kom vi rigtigt godt gennem vinteren. Vi har set stigende priser generelt på verdensmarkedet og har samtidig øget salget til en række kunder, der efterspørger præcis de højkvalitets huder, som er vores stærkeste aktiv, siger Michael Søndergaard.

Efter næsten 30 år som andelsselskab valgte flere af andelshaverne i Scan-Hide for to år siden at udtræde af selskabet. Danish Crown blev tilbage sammen med et enkelt mindre danske kreaturslagteri, og det viser sig nu at være den rigtige beslutning.

- Vi har aldrig været i nærheden af at slippe Scan-Hide. Fundamentet under virksomheden har hele tiden været stærkt, men der var behov for at dreje på nogle håndtag – det er det vi nu ser resultatet af. Vi har samtidig valgt at omdanne Scan-Hide til et aktieselskab i tråd med Danish Crowns koncernstruktur. Det giver os det bedste grundlag for at udvikle virksomheden fremadrettet, siger Finn Klostermann.

Gennem de seneste tre år har Scan-Hide investeret i opbygningen af datterselskabet SPOOR, som det seneste år er blevet leverandør af læder til en række luksusbrands i både Danmark og Europa. Selskabet er stadig i etableringsfasen, men der er store forventninger til fremtiden.

- Med SPOOR har vi skabt en platform, som gør, at vi skiller os ud fra alle andre leverandører af huder og læder i verden. Vi fået de første kunder, og det er faktisk gået hurtigere end vi forventede. Nu skal vi udvikle de aftaler til partnerskaber, så SPOOR kan udvikle sig til et stærkt aktiv for Scan-Hide fremadrettet, og det er en af de opgaver, vi har fokus på i det kommende år, siger Michael Søndergaard.

Scan-Hide modtog og forarbejdede i regnskabsåret 2020/21 1,1 million huder fra kreaturer.