Randers, d. 1. august 2014
Slagtermester Kasper Uno Nielsen fra SuperBest i Rungsted kan begynde at glæde sig. Han kan starte august med at pakke tasken og tage til Smukfest i Skanderborg, hvor der står en Frilandshytte og venter på ham.
Hytten er præmien for i juli at have gennemført den bedste butiks-kampagne for Frilandsgris.
Ét af Kasper Uno Nielsen initiativer var en konkurrence, hvor kunderne skulle gætte vægten på en halv Frilandsgris, som lå i køledisken. Den kunde, som kom nærmest den præcise vægt, vandt den halve gris - som naturligvis blev skåret ud efter kundens egne ønsker.
Kasper Uno Nielsen er ny slagtermester i SuperBest i Rungsted, og han har fra starten haft ambition om at øge butikkens salg af Frilandsgris. Det er i den seneste måned blandt andet sket gennem pakkemarked og tilbud på mørbrad og skaftkoteletter.
Kasper Uno Nielsen kan nu glæde sig til at tage til Smuk Fest i Skanderborg. Her skal han bo i én af de 20 Frilandsgris-hytter, som udover et "tørt leje" med dyne har indlagt strøm til lys og opladning af mobiltelefon.
Festivalens mange gæster - også de som ikke overnatter i Frilandshytte - får i år mulighed for at spise bacon og stegt flæsk af Frilandsgris i BaconBaren.