Randers, d. 25. juni 2013
Danish Crowns kreaturslagteri i Aalborg slagtede sidste tirsdag en usædvanlig stor tyr. Kæmpetyren vejede omkring 1.700 kg før slagtning, og den endelige slagtevægt endte på 995 kg.
Tyren var af racen Simmentaler og er formentlig den største tyr, der nogensinde er slagtet på kreaturslagteriet i Aalborg. Og den havde følgeskab af en næsten lige så stor kleppert.
- Det er sjældent, vi får så store tyre ind, men tirsdag havde vi faktisk to kæmpetyre samme dag. Den anden tyr vejede omkring 1.600 kg før slagtning og endte med en slagtevægt på 898 kg, siger slagtemester Morten Poulsen fra Danish Crown i Aalborg.
Han stod selv for aflivningen af tyrene og havde to kolleger til at slagte og opskære dyrene.
- Når vi får så store dyr ind, er vi nødt til at tage vores nødslagteri i brug, for de er så tunge, at vi ellers risikerer nedbrud på kæderne i det rigtige slagteri, siger Morten Poulsen.
Kødkvægsrace størrelse Extra Large
Simmentaler-racen er blandt de mest udbredte kvæg-racer på kloden. I Danmark vejer udvoksede køer 900-1.000 kg og udvoksede tyre 1.400-1.500 kg. Selvom der normalt er tale om store dyr, var de to tyre altså størrelse XL for racen.
Kødet fra de store tyre bliver typisk brugt til farsvarer.