Prinsen af Wales besøger økologisk landbrug

Prins Charles delte masser af roser ud, da han besøgte en økologisk gård i Norwich i England, som leverer grise til Danish Crowns engelske datterselskab Tulip Ltd.

8. august 2011



Randers, 8. august 2011

Prins Charles delte masser af roser ud, da han besøgte en økologisk gård i Norwich i England, som leverer grise til Danish Crowns engelske datterselskab Tulip Ltd.

Gården, Bunkers Hill Farm, er en af de største økologiske svinebesætninger i Storbritannien og leverer økologisk svinekød til produktserien ”Duchy Originals from Waitrose”. Supermarkedskæden Waitrose og Tulip Ltd har et tæt samarbejde gennem Tulip-selskabet BQP/Dalehead Food, og det er et succesrigt partnerskab, fremhævede ejeren af Bunkers Hill Farm.

Også Prins Charles samarbejder med Waitrose, og med den store kongelige interesse for økologisk landbrug, var besøget på gården oplagt. Prinsen mindede om, hvordan Duchy Originals-mærket begyndte for 20 år siden med et enkelt småkageprodukt og klare ambitioner, og han understregede, at forbrugerne ville købe flere økologiske produkter, hvis de forstod, hvilke fordele der er forbundet med økologi.

Projekt skal sænke CO2-udledning
Under besøget på bedriften gennemgik ledelsen for Dalehead Foods og Waitrose rækken af svineprodukter under Duchy Originals for Waitrose-mærket og fortalte om vigtigheden af blandt andet kødindholdet i de slagtede grise.

Prins Charles blev også orienteret om det tre-årige øko-svineprojekt, som BQP for øjeblikket deltager i på gården. Det har til formål at nedbringe udledningen af CO2 fra svineproduktionen med seks procent.
I England står BQP for Tulips primærproduktion, der afsættes til Waitrose, ved at indkøbe økologisk foder til bedrifterne og føre tilsyn med svineproduktionen, mens Dalehead Foods forædler og pakker kødet på vegne af ”Duchy Originals for Waitrose”.