Pølserne er blevet et gourmetprodukt på tankstationerne

Pølserne er blevet et gourmetprodukt på tankstationerne

Der er gang i en udvikling hos flere af de store kæder af tankstationer. Udvalget af mad er vokset, kvaliteten er forøget, og det er en udvikling, som forventes at fortsætte.

17. november 2021

Der var en gang, at en hotdog på en tankstation bare var en hotdog, som var prisvenlig og nem at tage med videre i bilen, hvis man var småsulten.

De dage er heldigvis forbi.

De seneste år er der nemlig en klar trend fra flere af de store tankstationskæder om, at deres fastfood og take-away-mad skal være af god kvalitet. Så prisen bliver en mindre faktor, og det i stedet er kvaliteten af maden, der får kunderne til at komme tilbage.

- Vi har set et stort spring i tankstationernes ønsker til det mad, de serverer for deres kunder på farten. Pølserne må nu gerne komme fra velfærdsgrise, som man ser det på 7-eleven, hvor alle deres pølser er Frilands-pølser. Vi er også lykkedes med at få Frilands-pølser ind i deres pølsehorn. Det kan også være pølser med en meget høj kødprocent, og det kan være gourmetpølser med forskellige smagsvarianter, siger Anders Kvist Christensen, der er ansvarlig for salget af blandt andet pølser til tankstationer i Danish Crown Professional.

Gourmethotdog på Q8

Anders Kvist Christensen har en tæt dialog med kunderne, og derfor er han også en del af ideudviklingen, når der tænkes i nye produkter.

Det er der blandt andet kommet en gourmethotdog ud af på landets Q8-tankstationer, hvor der i oktober og november sælges en gourmethotdog med en urtepølse, syltede rødløg og tre dressinger fra Johns Hotdog Deli. Alt sammen i et smørbagt brioche-brød.

- På tankstationer er 99 procent af salget af hotdogs franske hotdogs. De er nemme at tage med videre i bilen. Men sammen med Q8 havde vi en snak, hvor vi kom frem til, at det kunne være spændende at få den almindelige hotdog tilbage på tankstationerne. Det blev så til den her gourmethotdog, fordi kvaliteten netop er en afgørende faktor, siger Anders Kvist Christensen.

Q8 vil skille sig ud på kvalitet

Hos Q8 er det da også en klar strategi, at maden skal fylde mere i salget på tankstationerne, og det øgede salg skal ske gennem mad af høj kvalitet og af gode råvarer.

Det fortæller kategorichef i Q8 Martin Stilhoff.

Udover gourmethotdoggen med pølsen fra Danish Crown har Q8 også lanceret et salg af pizzaer fra Oles Gård, der er lavet af 100 procent økologiske råvarer.

- Forbrugerne har vænnet sig til, at man kan få andet end en fransk hotdog på en tankstation. Derfor er det også et stort fokusområde for os. Vi vil have flere til at stoppe ved en Q8-tankstation, fordi de ved, at man kan få mad af høj kvalitet, der kommer fra gode råvarer. Råvarer der også gerne har fokus på bæredygtighed. Vi forventer, at salget af mad på vores tankstationer kommer til at stige de kommende år, og det skal være kvaliteten, der får kunderne til at vende tilbage. Vi prøver at rykke grænserne for, hvilken slags mad forbrugerne køber på tankstationer, og det er gourmethotdoggen et godt eksempel på, siger Martin Stilhoff.