Joachim Glerup Andersen fra LMO (th) har siden 2008 udarbejdet DB-Tjek for svineproducent Niels B. Møller (tv) fra Tinning.
For de fleste svineproducenter har det kunnet lade sig gøre at tjene penge det første halvår af 2012. Det viser DB-analyser fra Den lokale svinerådgivning.
I disse dage venter en gruppe svineproducenter over hele landet spændt på at høre fra deres svinerådgiver. Det er nemlig blevet tid til det halvårlige DB-Tjek, hvor besætningens ydeevne bliver belyst ned i detaljen. Med benchmarking-værktøjet DB-Tjek er der rene ord eller rettere sagt rene tal for pengene – her bliver det krystalklart, hvor det går godt, og hvor det går knap så godt.
De 50 slagtesvinebesætninger i DB-Tjek producerede 476.000 slagtesvin med et dækningsbidrag (DB) på i gennemsnit 120 kr. før aflønning per produceret gris.
Den bedste 1/3 af de 50 besætninger havde et DB på 164 kr.
Den midterste 1/3 af de 50 besætninger havde et DB på 120 kr.
Den ringeste 1/3 af 50 besætninger havde et DB på 69 kr.*
Svinerådgiver hos LMO Joachim Glerup Andersen har gennemgået 50 slagtesvineproducenters resultater for første halvår 2012, og hans konklusion lyder sådan her:
Stor spredning i DB
For 95 pct. af besætningerne gælder det, at det har kunnet betale sig at producere slagtesvin i det første halvår af 2012. Men spredningen er stor, og for den ringeste 1/3 skal der ifølge Joachim Glerup Andersen ske noget:
- Hører man til blandt den ringeste 1/3 med et DB på 69 kr., skal man alvorligt overveje at stoppe produktionen eller leje sine bygninger ud. Men indtil da skal der produceret, så bygningerne forrentes. Man kan også iværksætte en målrettet indsats for at forbedre DB ved at optimere fodringen og sundheden i besætningen og skabe bedre klima i stalden og opnå så optimal en afregning som muligt, siger Joachim Glerup Andersen.
DB-Tjek analysen viser f.eks., at der for den ringeste 1/3 kan hentes 16 kr. per gris ved en bedre afregning over til Danish Crown som helt almindelig leverandør. Men det er vigtigt at understrege, at når DB er på 69 kr., så skal der ske noget radikalt.
Stadig overskud ved 11,50 kr./kg
For den midterste 1/3 med et DB på 120 kr. gælder, at de alle har sorte tal på bundlinjen. Men ligesom hos den ringeste gruppe er der nogle nøgletal, der kan blive bedre. Men alle bør fortsætte med at producere slagtesvin.
- Vores beregninger viser, at den midterste gruppe stadig kan tjene penge i det sidste halvår af 2012 og derfor skal fortsætte med at indsætte smågrise – også hvis noteringen skulle falder fra 12,40 kr./kg til 11,50 kr./kg, tilføjer Joachim Glerup Andersen.
For den bedste 1/3 er der ikke meget mere at sige, end at de er rimeligt godt kørende og selvsagt kan gå en del længere ned i notering og stadig holde sorte tal på bundlinjen.
Den lokale svinerådgivning, som LMO er en del af, er de eneste som har et benchmark værktøj, hvor tallene er afstemt med regnskabsbilagene. Det giver en stor troværdighed i pengeinstitutterne, at tallene er præcis de samme på DB-Tjek opgørelserne i løbet af året og i det endelige regnskab. Joachim Glerup Andersen fortæller, at der i 1. halvår er 40 nye besætninger, der har valgt at investere de cirka 4.000 kr. et DB-Tjek koster.
Fordelene ved at få sine resultater frem i lyset er da også åbenlyse, mener Joachim Glerup Andersen, der fremhæver især tre fordele:
- Du finder dine svage punkter, hvor du kan hente flere penge hjem i det næste halvår. De klare og målbare tal er motiverende for både producenten og de ansatte, da det er nemt at se, når noget flytter sig. Og endelig er det et godt redskab over til pengeinstitutterne, der i denne tid kigger producenterne ekstra over skulderen og ønsker tallene hurtigere end regnskabet.
*Kilde: ”Den lokale svinerådgivning 2012”, som består af ni svinerådgivnings kontorer i hele Danmark.