Randers, 6. november 2014
For en måned siden begyndte Danish Crowns afdeling i Herning at producere panerede varianter af svinekød, og det har været en kæmpesucces.
- Det er efterhånden halvandet år siden, vi fik ideen til at tage en vifte af forskellige panerede svinekøds-produkter med i vores sortiment. Vi synes selv, det var lidt en tosset idé og var nok lidt usikre på, om tiden var løbet fra eksempelvis Gordon Bleu og karbonader. Men efter at have analyseret markedet kunne vi konkludere, at det bestemt ikke var tilfældet, fortæller Søren Madsen.
Han er daglig leder af produkt-udviklingen inden for svinekød i Danish Crown.
Otte medarbejdere
Salget af danske klassikere som paneret flæsk og panerede skinke-schnitzler har overrasket særdeles positivt, så medarbejderne har haft travlt.
- Da jeg blev spurgt, om jeg ville være med til at starte produktionen op, sagde jeg ja med det samme. For det er både spændende og anderledes produkter, når vi sammenligner med det, vi ellers laver her Herning, siger Maria Louise Jensen, der er en af otte fuldtids-medarbejdere i den ny-etablerede panerings-afdeling.
Hjørnestenen i den nye produktion er en maskine, som klarer selve paneringen. Metoden er meget simpel og foregår stort set som hjemme i køkkenet. Først bliver kødet vædet med en blanding af mel, vand og en smule salt. Så kører det gennem en tunnel af rasp, inden kødet til slut lægges i bakker og pakkes.
Rasp af cornflakes
- Vi har arbejdet rigtigt meget med de forskellige slags rasp, som vi bruger til paneringen. Vi har både en variant, der indeholder paprika, en, hvor der er rug i raspen, en med cornflakes, og der er faktisk endnu flere varianter på vej. Det giver produktet mere kant både i smag og udseende, og den slags betyder faktisk rigtigt meget, når man skal fange forbrugerne i dag, fortæller Søren Madsen.
Efterspørgslen efter de panerede produkter er så stor, at det allerede nu har været nødvendigt at oprette et nathold, så nu paneres der kød 16 timer i døgnet.