Nyt dyrevelfærdsmærke på plads

Nyt dyrevelfærdsmærke på plads

10. maj 2016

    
Tirsdag den 10. maj 2016
 

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen har i dag præsenteret et nyt dyrevelfærdsmærke, der skal gøre det nemmere for forbrugerne at vælge svinekød fra dyr opdrættet med bedre dyrevelfærd. Det sker efter et grundigt forarbejde, som blev sat i gang i foråret 2014 af den daværende fødevareminister Dan Jørgensen.

- Vi ser det som et stort skridt frem for transparensen over for forbrugerne. Det bliver simpelthen meget nemmere for forbrugerne at vælge dyrevelfærden til, når de står ude ved køledisken. Samtidig ser vi det som et stort plus, at mærket er defineret og kontrolleret af staten, siger Uffe Frovst, direktør i Danish Crown med ansvar for det danske marked.

Det nye dyrevelfærdsmærke er en frivillig ordning og har tre niveauer fra en til tre stjerner. En stjerne markerer, at mærkets grundkrav er opfyldt. To og tre stjerner markerer, at der er opfyldt supplerende krav om mere plads og udeareal.

En stjerne:  
Fritgående søer, krølle på halen (uden halekupering eller halebid), mere plads og tildeling af halm.

To stjerner:  
Samme grundkrav + krav om mere plads

Tre stjerner:  
Samme grundkrav + krav om endnu mere plads samt udeareal

Produkter med en stjerne er nye. Produkter med to stjerner eller tre stjerner findes allerede i form af Antonius, Den Go’e Gris (to stjerner) samt økologi og Friland (tre stjerner).

Danish Crown vil i de kommende måneder analysere i hvilket omfang, andelshaverne vil levere grise, der opfylder de krav, der stilles til hvert af de tre niveauer.  

- Vi oplever, at mange af vores andelshavere er optaget af dyrevelfærd og faktisk går med overvejelser om at investere i staldindretninger, som øger dyrevelfærden. Vi forventer, at Dyrevelfærdsmærket netop er det initiativ, der kan forene forbrugernes ønske til højere dyrevelfærd med landmandens ønske om at gøre en indsats, siger Uffe Frovst.

Mærket har bred opbakning fra blandt andet Dyreværnsorganisationernes Samarbejdsorganisation DOSO, Landbrug & Fødevarer, Dansk Supermarked, De Samvirkende Købmænd, Danske Slagtermestre, Lidl og Aldi. Endvidere støttes ideerne i ordningen af Det Dyreetiske Råd og Den Danske Dyrlægeforening.