Torsdag den 22 september 2016
Fra i dag bliver det endnu lettere at indberette smågrise, da det nu også kan ske samtidig med tilmelding af slagtesvin via Ejersiden. Det skal hjælpe til at forbedre slagteprognoserne. Sådan lyder beskeden fra Anna Caspersen, manager i Ejerservice, der glæder sig over den nye mulighed for at indberette smågrise.
- At man kan foretage indberetninger på Ejersiden er en god ”makker” til Danish Crowns app ”Ejer”, hvor man ud over at tilmelde slagtesvin også kan indberette smågrise, siger Anna Caspersen.
Den nye funktion ”Indberetning smågrise” kommer man frem til efter at have logget ind på Ejersiden og klikket på ”Tilmelding”.
- Her finder man knappen ”Indberetning smågrise”. Når man har foretaget en indberetning, fremkommer to grønne knapper, ”Indb. Hnr” og ”Indb. CHR”. Ved at klikke på en af knapperne får man en oversigt over ens indberetninger, lige som man også kan slette og rette i indberetningerne her, siger Anna Caspersen.
Indberetning af smågrise er et vigtigt og nødvendigt supplement til Danish Crowns øvrige prognoser, da det sætter koncernen i stand til at beregne slagtekapaciteten for at have optimal kapacitetsudnyttelse.
- Men hvis vi skal kunne lave en brugbar prognose, kræver det dog, at alle indberetter deres smågrise. Det giver de billigst mulige slagtninger og forebygger unødvendige udsættelser. Dette vil gavne økonomien i slagtesvineproduktionen, påpeger konsulent Hans Jørgen Tellerup.
Servicetelefonen udfases
Anna Caspersen opfordrer til, at man benytter en af de nye tilmeldingsmuligheder, da servicetelefonen står over for at skulle lukkes. Endvidere oplyser hun, at indberetning af smågrise har været mulig siden midt i juni via tilmeldingsappen ”Ejer”.
- Vi modtager en del indberetninger, men vil gerne have større vækst i antallet af dem. Det kan muligheden for at indberette via Ejersiden forhåbentlig støtte, siger Anna Caspersen.
Hun medgiver, at indberetning af smågrise via Ejersiden eller appen ”Ejer” er en ekstra rutine, der skal ind i hverdagen.
- Men indtil vi kan få data på anden vis, er indberetningen nødvendig. Disse data får vi i dag fra SPF, når de som mellemhandler flytter og fakturerer smågrisene. Men i de tilfælde, hvor SPF eller en anden omsætter kun fungerer som vognmand, får vi ikke data, forklarer Anna Caspersen.
Har man spørgsmål om indberetning af smågrise via Ejersiden eller appen, kan man kontakte Ejerservice, tlf. 89191920, e-mail ejerservice@danishcrown.dk.
Se endvidere instruktionsvideoer om appen ”Ejer” her

Nu kan du indberette smågrise på Ejersiden
22. september 2016