Randers, 26. maj 2011
Danske specialiteter fra DC i Hadsund hitter i grænsehandel
Når nordmænd tager over grænsen til Sverige for at købe ind, er der ikke nødvendigvis kassevis af slik, sodavand, øl og vin i indkøbsvognen. De norske forbrugere tager gerne store mængder kød med hjem fra de svenske grænsebyer, for der er gode penge at spare ved at fylde bilen op med kød, når de tager et smut over grænsen.
Pletskud med nye produkter
Også dansk kød i pæne mængder ryger over disken i de svenske grænsebyer Svinesund, Egernsund og Nordby. Danish Crown i Hadsund lancerede før påske 10 nye produkter til grænsehandelen i de tre byer, og det går strygende med salget.
- Vi kører på de høje nagler for at følge med i produktionen lige nu, for de norske forbrugere har taget rigtig godt imod de nye produkter, siger fabrikschef Jørn Sølvsten fra Danish Crown i Hadsund.
Blandt de ti nye produkter er grillskiver af brystflæsk, marinerede yderfileter, grillspyd og flere nye marinader.
- Det helt store hit er helt klart vores hvidløgskoteletter, der sælger virkelig godt, siger Jørn Sølvsten.
11 kilo kød hver
Hver nordmand må tage 11 kilo kød med over grænsen, og kødprodukter udgør over 50 procent af omsætningen i de kæmpestore supermarkeder ved grænsen.
- Det betyder, at der flyttes rigtig store mængder kød over grænsen, og vi rammer publikum godt med vores frostvarer, der egner sig godt til at blive transporteret over længere strækninger i bil, siger Jørn Sølvsten.
Next stop Hong Kong
En del af de nye produkter blev i forrige uge præsenteret på en messe for DC’s kunder i Hong Kong, så måske bliver kineserne de næste, der sætter tænderne i specialiteterne fra Hadsund.