Masser af kød til Smukfest

Danish Crown er igen bredt repræsenteret på Smukfest i Skanderborg, men som noget nyt er ansvaret for en af de store burgerboder uddelegeret til en af vores trofaste kunder.

7. august 2018

Fra onsdag til søndag vil over 30.000 mennesker hver dag hygge sig med musik, fest og ikke mindst god mad på Smukfest i Skanderborg.

Tulip tyvstartede allerede i søndags med salg af toasts, pølsemix og franske hotdogs på campingområdet Kærligheden, hvor det yngre publikum har festet siden søndag eftermiddag. I morgen åbner Tulip yderligere fire boder, når festivalen for alvor begynder i Bøgeskoven.

- Der har været fuld fart på, lige siden vi åbnede i søndags, og sådan tror jeg, det fortsætter, lige til vi lukker på søndag. Vi har i år valgt at relancere den klassiske flæskestegssandwich – vi tror faktisk på, at vi har komponeret den ypperste af slagsen – og så supplerer vi med alle klassikeren pulled pork og selvfølgelig et bredt udvalg af bacon-produkter, fortæller Peter Guldager, der er direktør for foodservice i Tulip Food Company.

Bøfsaloonen får en pause
Danish Crown Beef har den rullende burgerbar ”Beef-on-Wheels” parkeret til Smukfest. Den har som vanligt burgere med bøffer af krogmodnet oksekød på menuen.

Til gengæld er bøfsaloonen droppet efter i år. Danish Crown Beef har i stedet lavet en aftale med den københavnske high-end burgerkæde Halifax Burgers, som for første gang skal sælge burgere på Smukfest.

- Halifax Burgers er en rigtig god kunde. De bruger udelukkende økologisk hakkekød i deres burgere og køber hver eneste uger store mængder, som vi sælger til dem på vegne af Friland. De ville gerne være en del af Smukfest, og vi ville faktisk gerne prøve noget nyt efter en årrække med Bøfsaloonen, som stort set udelukkende var bemandet af Danish Crowns medarbejdere, fortæller Finn Klostermann, der er CEO i Danish Crown Beef.

Uformel kundepleje
En ikke uvæsentlig del af Smukfest er også at pleje relationerne til de danske kunder på tværs af koncernen. Det sker i en uhøjtidelig tone i et interimistisk ”VIP-setup”, som har vist sig at gå rent ind hos kunderne.

- Vi har fundet ud af, at kunderne egentlig bare kommer for at hygge sig, så vi kommer egentlig rigtigt langt ved at servere en stribe smagsprøver på vores fantastiske produkter. Samtidig får vi os en snak om løst og fast, og det er min erfaring, at vores aktivitet på Smukfest giver en langt mere uformel tone i den daglige dialog. Og så er det bare nemmere at løse de problemer og udfordringer, der indimellem opstår mellem en leverandør og en kunde, siger Finn Klostermann.

Ud over Danish Crowns egne boder på Smukfest leveres der hver dag tonsvis af kød til festivalens øvrige madboder.