Det er valgår i alle Danish Crowns kredse, og derfor skal repræsentantskabet have nye kræfter ind. Det foregår gennem valg for og blandt alle andelshavere i Danish Crown, og de første blev fundet i dag i Odense. Her løb første kredsmøde af stablen og for at sikre, at ejerne beslutter for deres virksomheder på bedst muligt grundlag startede formand Erik Bredholt og CEO Jais Valeur med en status på virksomheden.
Udover årets gennemgang og overblikket over Danish Crowns markedssituation samt nyt CSR-rapport, som Jais Valeur gennemgik, var der også ros at hente til nyeste forslag fra Danish Crowns bestyrelse, der foreslår at fjerne andelshaverkontoen og udbetale de midler, der ligger på dem. Det var blandt andre Ingvard Johansen.
- Tak fordi I nu har truffet beslutningen om, at nye leverandører kan komme ind uden at lægge en masse likviditet. Det, tror jeg, er vigtigt i forhold til at gøre nye interesseret i at blive en del af Danish Crown.
Han var samtidig med til at sætte dagens tredje tema på dagsordenen – nemlig det afgående repræsentantskabs- og bestyrelsesmedlem Niels Buhl, der er valgt i kreds 5.
- Jeg vil også gerne sige tak til Niels Buhl. Vi har altid været glade for at have dig, og du har altid været åben for en dialog om Danish Crown.
Den tak lød der også fra formanden.
- Niels har været med siden 2006. han har været en rigtig god ambassadør og repræsentant for jer i den periode. En af de store opgave har været formandskabet i SPF, og det har været en bemærkelsesværdig bedrift. Niels har sammen med Peter Skov Madsen taget selskabet fra at være et selskab, der nærmest ikke måtte tjene penge, til et selskab med en rigtig god drift. Det er en rigtig stor bedrift Niels, og det har været en stor fornøjelse at have dig i bestyrelsen.
Udover Niels Buhl ønskede Åshill Nordgård og Lars Andersen heller ikke at stille op, og derfor skulle der findes nye repræsentantskabsmedlemmer.
De blev som følger:
Jens Henrik Andersen, Bogense
Torben Bang, Aarup
Peter Bech, Stouby
Anders Bech, Bogense
Søren Bonde, Kustrup
Ulrik Bremholm, Tranekær
Peder Enggaard, Verninge
Christian Bagge Hansen, Vejle
Niels Ladegård Jensen, Pjedsted
Henrik Kildegaard, Ringe
Lars Ejner Larsen, Odense
Sejer Mortensen, Tørring
Søren Søndergaard, Ranbøl
Suppleanter
Troels Clausen, Søndersø
Thomas Ryder, Hornum

Kredsmøderne godt i gang i Odense
Kreds 5 var den første af svinekredsene, der mødtes til årets kredsmøder. Det foregik i Odense, hvor der var debat om forretningen og ros til nye tiltag.
5. december 2017