Længe før olie og rigdom fik Dubai og De Forenede Arabiske Emirater på alverdens læber, var Dubai Mellemøstens centrum for handel med blandt andet guld og krydderier. I dag bliver der handlet med stort set alt i ørkenstaten, og det er også lykkedes at udvikle Dubais fødevaremesse til verdens største.
- Vi er altid på jagt efter nye kunder, og dem skal vi nok få nogen af i de kommende dage. Vi har hele paletten med. I det her område af verden er det handel med fjerkræ, der åbner døre, men vi sælger også oksekød, en smule konserves og endda grisekød. For selv om vi befinder os i et muslimsk land, så kommer der mange kunder fra både Afrika og Asien. Samtidig er Gulfood også stedet, hvor vi får holdt kontakten ved lige til mange af vores faste kunder, som vi måske ikke besøger så tit, så vi får helt sikkert travlt, fortæller Jess Nielsen, der er leder af ESS-FOODS kontor i Dubai.
Over 100.000 fagfolk fra både Mellemøsten, Asien og Afrika har på forhånd meldt deres ankomst. De seks medarbejdere, der er tilknyttet kontoret i Dubai, vil alle være til stede på Gulfood i Dubai World Trade Center fra den 20. til den 24. februar. Derudover får de hjælp af kollegaer fra ESS-FOODs kontor i blandt andet København, fordi messen er utrolig godt besøgt.
ESS-FOOD er en del af den danske pavillon, hvor Dansk Industri samler de fleste af de danske virksomheder, der deltager på Gulfood. Det holder omkostningerne nede og gør det samtidig nemmere for kunderne at finde ESS-FOOD blandt de flere end 5000 deltagende virksomheder på Gulfood.
- Danske fødevarer har et fantastisk omdømme ude i verden, så selv om vi står nærmest side om side med flere af vores konkurrenter, så vinder vi langt mere ved at være med på den danske fællesstand, end vi risikerer at miste. Det sker faktisk ofte, at en kollega fra en virksomhed, der sælger andre fødevarer end os, åbner døren til nye kunder, og vi gør selvfølgelig det samme, når det giver mening, siger Jess Nielsen.
Danish Crown koncernen er også til stede med en enkelt sælger på konserves, og så har Sokolów deres stand på den polske pavillon.