Duften af stegt chateaubriand af tunggris, burgerbøffer af kalvekød og nye pølsevarianter fra Steff Houlberg virkede som en magnet på de tusindvis af besøgende på CateringMesseNord i Gigantium i Aalborg. Derfor har havde Danish Crowns medarbejdere travlt hele dagen, fra messen åbnede klokken ni onsdag morgen, og det tyndede først ud i de besøgende, da klokken havde passeret 17 om eftermiddagen.
- Det giver masser af energi at møde kunderne på den her måde. De er i godt humør, og vi kan mærke, at de har opsparet en stor lyst til igen at komme ud og møde deres leverandører. Samtidig fortæller mange af vores kunder indenfor fastfood, at de er mere eller mindre fuldt booket frem til sommerferien, så det lyder godt for aktiviteten de næste måneder, fortæller Flemming Pedersen, der er salgschef på forarbejdede produkter i Danish Crown Professional.
Danish Crowns stand på messen var indrettet i et samarbejde mellem Danish Crown Professional og Danish Crown Beef. Sidstnævnte havde særligt fokus på Dansk Kalv.
- Vi har et super godt produkt med to dyrevelfærdshjerter, og det interesserer kunderne. Vi har blandt andet lanceret en burgerbøf af hakket kalv på 150 gram. Den er lidt mindre kontant i smagen end vores andre burgerbøffer, så vi tror på, at der vil være plads til den både på cafeernes menukort og i kantinerne, forklarer Henning Sønnichsen, der er salgsdirektør i Danish Crown Beef.
Danish Crown har i flere år haft webshoppen Dyrbar.dk og Dyrbar-brandet skal nu også have et liv på restauranter og cafeer. Derfor var der rig mulighed for prøvesmagning af højkvalitetsprodukterne, og det gav bonus
- Der har virkelig været stor interesse for Dyrbar Professional. Vi har op mod 20 potentielle kunder, som vi skal ud at snakke med i næste uge, så det er en rigtig god start. Samtidig har vi faktisk solgt helt godt af vores andre produkter. Vi har altid nogle gode tilbud med på den her messe, og det fik en enkelt kunde til at lægge en ordre på hele tre paller tenderpork flæskestege, fortæller Søren Overgaard, der er salgschef på ferske produkter i Danish Crown Professional.
Sidst på måneden skal Danish Crowns sælgere igen ud at møde deres kunder. Fra den 27. til den 29. marts er Messecenter Herning på grund af COVID-19 for første gang i fire år ramme om den store Food Expo-messe, hvor der over de tre dage ventes mere end 25.000 besøgende.