Japansk Danish Crown-kunde får royal eksporthæder

Japansk Danish Crown-kunde får royal eksporthæder

Danish Crowns mangeårige samarbejdspartner, Toshio Kawarabuki, CEO i restaurantkæden Matsuya Foods Co., Ltd i Japan, modtog i dag eksportforeningens diplom og H.K.H. Prins Henriks Æresmedalje.

12. oktober 2017

Hvert år sender Danish Crown cirka 1.000 tons forarbejdet svinekød fra Danmark til restaurantkæden Matsuya Foods Co., Ltd i Japan. Fødevaremarkedet i landet er præget af traditioner og mange mellemled, og derfor er bestyrelsesformand og CEO Toshio Kawarabuki en af de første i foodservice-sektoren, der har taget initiativ til direkte samhandel med Danish Crown.

Derfor modtager Toshio Kawarabuki nu eksportforeningens diplom og H.K.H. Prins Henriks Æresmedalje. Prisen blev overrakt ved en ceremoni i dag af H.K.H. Kronprins Frederik og udenrigsminister Anders Samuelsen, der deltager i det store danske eksportfremstød i Japan, som finder sted netop nu. Toshio Kawarabuki modtager hæderen for sin rolle som initiativtager og primus motor bag restaurantkædens store import af dansk svinekød.

- Toshio Kawarabuki og hans restaurantkæde er en tæt kunde og samarbejdspartner for Danish Crown. Det gælder også i lavprisperioder, hvor Toshio Kawarabuki har valgt det stabile samarbejde med os fremfor de leverandører, der kan presse priserne mest, siger Søren Tinggaard, vicedirektør i Danish Crown.

Beskæftiger 100 medarbejdere i Ringsted
Toshio Kawarabuki har været kunde hos Danish Crown i ti år. I den periode har han og Danish Crown udviklet samarbejdet, der i dag er centreret omkring forarbejdede varer, som er klar til brug i de japanske restauranter.

- Vi har oprettet en særlig afdeling på vores fabrik i Ringsted, som beskæftiger 100 medarbejdere. Her har vi brugt en del ressourcer på at indkøbe udstyr og oplære medarbejderne, så vi er i dag er i stand til at levere specialprodukter til Matsuya Foods Co., Ltd. Det er for eksempel bestemte udskæringer og råvarer, der er pakket i portionsstørrelser, fortæller Søren Tinggaard.

Grobund for nye kunder
Danish Crown forventer at fortsætte det gode samarbejde med Toshio Kawarabuki og vil derudover også kigge på nye distributionskanaler.

- Vi ved, at der er et marked for denne type produkter i Japan. Derfor vil vi forsøge at bruge konceptet, som vi har udviklet sammen med Toshio Kawarabuki, til at etablere samarbejde med andre aktører på det japanske marked, siger Søren Tinggaard.

Om æresmedaljen
H.K.H. Prins Henriks Æresmedalje tildeles personer, distributører eller danske virksomheder med hjemsted i udlandet.  Prisen gives som anerkendelse for en fremragende indsats for at fremme afsætningen af danske produkter og tjenesteydelser i udlandet over en årrække