International hæder til årsrapport

International hæder til årsrapport

Danish Crowns årsrapport er netop blevet kåret til årets vinder af Sabre Awards i kategorien ”Årsrapporter”.

17. april 2012


Randers, 17. april 2012   

Sabre Awards hører til blandt de mest prestigefyldte kommunikationspriser i verden, og blandt de øvrige vindere finder man en række internationalt kendte virksomheder og medier.

- Det er nu sjette år i træk, vi laver en årsrapport, som udmærker sig ved i høj grad at være en historie om Danish Crown og virksomhedens strategiske grundlag, men det er første gang, vi har valgt at indsende årsrapporten til Sabre Awards. Det er derfor en dejlig anerkendelse af det store arbejde, vi hvert år lægger i at lave en årsrapport, siger Danish Crowns kommunikationsdirektør Anne Villemoes og fortsætter

- Vi spurgte for seks år siden os selv, om arbejdet med årsrapporten kunne bruges til at kommunikere mere end de rene tal og resultater, som man oftest ser i årsrapporter. Kunne den også bruges til at formidle selskabets historier og værdigrundlag – ikke kun i ord men også i udtryk – og rent faktisk også blive brugt? Det har medført, at årsrapporten nu er kerneværktøjet i årets kommunikation, siger Anne Villemoes.

Om prisen
Det er The Holmes Report, som står bag Sabre Awards. Der var i år 1.800 tilmeldinger til de forskellige kategorier i Sabre Awards, og juryen vurderer, at kvaliteten i år er den hidtil bedste i de 11 år, prisen er blevet uddelt.

Uddelingen finder sted d. 31. maj i Bruxelles.