Randers, 21. marts 2013
Oplysningen om at ”svinene er opdrættet indendørs siden fravænning” er en del af fødevarekædeoplysningerne, som landmanden skal give til slagteriet i forbindelse med leverancen af slagtesvin.
Kontrollen af ”indendørs/udendørs produktionsformen” finder sted som led i kontrollen med Danish Standarden, dvs. af Baltic Control
Af hensyn til eksportgarantierne og kødkontrollens arbejde er det helt afgørende, at fødevarekædeoplysningerne om produktionsformen ”opdrættet indendørs” og ”opdrættet udendørs” er fuldstændig korrekte. Kategoriseringen som enten ”opdrættet indendørs” eller ”opdrættet udendørs” er også afgørende for, hvordan slagtesvinene skal kontrolleres ved den offentlige kødkontrol, dvs. om kontrollen skal være enten traditionel udført med indsnit i organer, eller om kontrollen skal være udført som en forenklet visuel inspektion.
Ny definitionen på ”indendørs opdrættet”
Landbrug & Fødevarer har i samarbejde med Danish Kontrollen sidste år præciseret definitionen af ”indendørs opdrættet”:
Åbne staldsystemer, såsom verandastalde og stalde uden tætsluttende ydermure og tage, samt stalde med permanent eller periodevis åbenstående vinduer og døre mod det fri, kan ikke beskytte mod kontakt til den vilde fauna, og svinene derfra kan ikke betegnes som indendørs opdrættet, medmindre sådanne åbninger i vægge og mellem tag og vægge er dækket af trådnet, som effektivt hindrer adgang til stalden for fugle og gnavere (maskestørrelse som voliere net). Undtaget er vinduer og døre/porte mod det fri som er åbenstående som led i en igangværende arbejdsproces.
Net for vinduerne
Med "stalde med permanent eller periodevis åbentstående vinduer og døre mod det fri" menes besætninger, hvor f.eks. vinduerne pilles ud i sommerperioden for at sikre tilstrækkelig ventilation.
Ved en ”maskestørrelse som voliere-net” forstås et metalnet med en maskestørrelse på maksimalt 1” x 1” (tomme) svarende til 25 mm x 25 mm.
Nedenstående oversigt over inde/ ude opdrættet produktion af slagtesvin viser de tidligere og to nye kategorier:
1. Stalde med permanent eller periodevis åbentstående vinduer og døre mod det fri, uden beskyttelse med et net, er en udendørs produktion.
2. Vinduer og døre/ porte mod det fri, som er åbentstående som led i en tydelig igangværende arbejdsproces som fx udmugning eller flytning af dyr, er en indendørs produktion.
Udendørs staldtyper
- Verandastalde
- Gardinstalde uden net
- Stalde med permanent eller periodevis åbenstående vinduer og døre mod det fri uden net
- Stalde,hvor grisene har fri adgang til udendørsareal
Indendørs staldtyper
- Gardinstalde med net
- Vinduer og døre/porte mod det fri som er åbenstående som led i en igangværende arbejdsproces
- Andre stalde