31. december 2014
Randers, 11. december 2014
Skal ramme rigtigt
- Jeg tror, der skal noget mere marinade på. Den er alt for neutral, konstaterer Product Developer Karina Schjøth Nielsen efter at have smagt på et marineret spoleben, der lige er kommet ud af ovnen.
- Den mangler helt klart noget krydderi, stemmer kreativ leder Søren Madsen i.
Som i ethvert andet laboratorium bliver resultaterne af et nyt forsøg analyseret ned til mindste detalje, for det handler om at ramme lige præcis den smag og det produkt, som kunderne gerne vil have.
Regner den ud
Ud over de traditionelle køkkenredskaber er lommeregner og notesblok også vigtige redskaber for de faste medarbejdere i køkkenet i Meatlab.
De noterer alt, så der er styr på, hvad der virker, og hvad der skal justeres. Specielt stegetider og procentdele af de forskellige krydderier holder Karina Schjøth Nielsen nøje øje med.
- Vi er med, helt fra idéen opstår oppe i hovedet, og til produktet ligger ude i køledisken, fortæller hun om arbejdet i Meatlab.
Samarbejde i DC
I DC’s strategiplan er forbrugerne med til at sætte dagsordenen for udviklingen af nye produkter, og derfor spiller marketingafdelingen og Meatlab tæt sammen ifølge Marketing and Innovation Manager Lisa Klitgaard.
- Vi skal bruge marketingafdelingens analyser intensivt i forhold til at skabe et univers, som forbrugerne gerne vil have. På den måde kan vi nemmere sælge vores nye produkter til kunderne, når vi har gjort vores fodarbejde ordentligt og har analyser til at bakke vores produkter op, siger Lisa Klitgaard.
Målet med Meatlab er klart
- Vores største mål er at blive Danmarks mest innovative innovationscenter. Det bliver en udfordring, men det handler om at se muligheder frem for begrænsninger. Vi skulle gerne ende med at blive detailkæderne og foodservice grossisternes foretrukne, når det kommer til svinekød, slår Lisa Klitgaard fast.
Historien fra Danish Crowns Meatlab er en del af Danish Crowns årsrapport, som rummer masser af fortællinger fra virksomheden.