Randers, d. 9. september 2013
Han er en af de mange kunder, der har lagt vejen forbi Peter Mortensens slagterforretning i Lemvig for at få del i anden leverance af skovgrisene.
Slagter Peter Mortensen fik i alt 30 halve grise leveret til butikken, og allerede første dag var halvdelen af kødet solgt.
- Det er et kæmpe hit, og folk har taget rigtig godt imod det. Der er mange, der vender tilbage og siger, at det er det bedste gris, de har fået i mange år, siger slagtermesteren.
Motion giver muskler
Montren i butikken er spækket med forskellige udskæringer fra skovgrisene. Peter Mortensen gør meget ud af, at udvalget også udfordrer kunderne lidt, så det ikke bare er den traditionelle medister, der kommer med hjem til spisebordet. I midten af montren ligger for eksempel Porchetta Skinker med tørrede tomater og en masse lækre krydderier.
Sådan en har Anne Grethe Christensen netop købt for at prøve noget nyt.
- Jeg fik også skovgris sidste gang, og det smagte fantastisk. Man kan tydelig smage, at det er grise, der rører sig. Jo mere de rører sig, jo bedre smager det, fortæller hun.
Skovgrisene har boltret sig tre måneder på et skovklædt areal ejet af svineproducenten Karsten Olesen, inden de er blevet slagtet og fordelt til de ti Gourmetslagtere rundt i landet, som Friland og Danish Crown har et tæt samarbejde med. Masser af frisk luft og motion gør grisene glade og udvikler deres muskler, som er forudsætningen for det gode kød.
Skovsmag
Motion er ikke det eneste, der giver smagen i kødet. Grisene har i de tre måneder levet af det, de har haft snuden i på skovbunden. Det kan være planter, rødder, tjørn, bark og hyldebær, som grisene støder på.
- Man kan smage stor forskel på kødet. Fibrene er helt anderledes, og det smager af den skov, grisene har gået i. Det er meget mere krydret end normalt kød, siger Karen Marie Riis, som også er en af de kunder, der tidligere har smagt skovgris og nu er vendt tilbage for mere.
Kunderne i Lemvig og hos de andre Gourmetslagtere i landet skal huske at nyde anden omgang af skovgrisene. Det var nemlig den sidste for i år. Nu skal vinteren overstås inden et nyt hold skovgrise bliver sluppet løs ved Ejstrupholm næste sommer.
Ventetiden er dog ikke en dårlig ting ifølge slagter Peter Mortensen.
- Det er helt fint, at vi kun får det to gang om året, så bliver det et hit hver gang. Om vinteren ville der komme alt for meget fedt på kødet, og det ville ikke blive nær så godt, som det vi har nu, forklarer Peter Mortensen.