Randers, d. 29. august 2013
Kamben fra danske grise har gennem mere end et kvart århundrede været populære i USA. Det er specielt de amerikanske restauranter, der efterspørger de danske ben, og en af de største kæder i USA har netop kåret Danish Crown USA til ”årets leverandør 2013”.
Brinker International, der blandt står andet bag kæden Chili’s Grill and Bar, driver omkring 1300 restauranter i USA.
Den absolutte specialitet hos Chili’s er ”Danish Baby Back Ribs”. Det er dem, der nu har sikret Danish Crown udmærkelsen.
I motiveringen for at tildele Danish Crown prisen som årets leverandør 2013 skriver Brinker International blandt andet, at Danish Crown har forstået at ramme præcis det, gæsterne på Chili’s Grill and Bar efterspørger, og samtidig har Danish Crown gjort det muligt for de ansatte på restauranterne over hele USA at servere et utroligt ensartet måltid dag ud og dag ind.
Kamben med mere kød
- Det er en fantastisk anerkendelse af det arbejde, som alle led i Danish Crown-kæden lige fra svineproducenter til transportører udfører. Det er dog helt ubetinget de gutter, der står med knivene i hånden på de slagterier, hvor vi i dag producerer kamben med mere kød, som har gjort den afgørende forskel, fortæller eksportchef Peter Frederiksen.
I begyndelsen af 2012 blev Danish Crown USA kontaktet af indkøberen hos Chili’s. Han ville gerne have mere kød på de ben, som Chili’s køber hos Danish Crown – det, som amerikanerne kalder ”Meaty ribs”.
Umiddelbart lyder det som et overkommeligt ønske at opfylde. Men når det handler om kamben, er det faktisk ikke helt så enkelt.
- Mere kød på kambenene kræver, at vores folk skærer kammene på en måde, som vil blive karakteriseret som dårligt slagte-håndværk, for kamben skal normalt skæres, så der er så lidt kød oven på benene som muligt. Chili’s havde bare fundet ud af, at deres kunder foretrak kamben med kød oven på benene, for så har barbeque-sovsen noget at ”klistre” sig fast til, forklarer Peter Frederiksen.
Ny instruks
En delegation fra Chili’s var sammen med USA-direktør Stig Kjærø og eksportchef Peter Frederiksen på rundtur til en række danske fabrikker for at undersøge muligheden.
På slagteriet i Blans tog de udfordringen op, og siden 1. september 2012 har de specialiseret sig i ”dårligt slagte-arbejde”. Salget går strygende i USA, så i februar begyndte Danish Crown også at producere ” Meaty Ribs” på afdelingen i Sæby.
Brinker International er meget tilfreds med de mere kødfyldte kamben. Salget af denne kvalitet er fortsat stigende, så på sigt skal endnu en DC-fabrik i gang med at producere ”Meaty Ribs”.
- Brinker har i denne uge været på besøg i Blans og Sæby for at kigge på produktionen at den nye kvalitet kamben. De var meget tilfredse med kvaliteten af det, de så, så vi vil uden tvivl se et stigende antal containere med kødfyldte danske ben over Atlanterhavet til de sultne amerikanere, siger Peter Frederiksen.