Glæde over japansk åbning for import af dansk oksekød (1)

Glæde over japansk åbning for import af dansk oksekød (1)

Danish Crown ser gode perspektiver for afsætning af utraditionelle udskæringer i Japan.

9. februar 2016

Randers, 9. februar 2016 

Sådan! Meddelelsen om, at Japan har godkendt import af dansk oksekød for første gang i 15 år, bliver mødt med glæde i Danish Crown.

- Det giver os mulighed for at afsætte utraditionelle udskæringer som mellemgulvsmuskler og tunge, der er af den vanlige høje Danish Crown-kvalitet, på det japanske marked, ligesom vi også oplever interesse for produktionskød og udskæringer fra forfjerdingerne, siger CEO Finn Klostermann, Danish Crown Beef.

Japan indførte forbud mod import af oksekød fra EU, da kogalskaben ramte Europa sidst i halvfemserne. Men i de senere år har der været følere ude fra bl.a. Japan. Således var en japansk delegation samt repræsentanter fra Vietnam og Sydkorea i Holsted. Formålet med inspektionerne var adgang til de tre højprismarkeder, der har tradition for produkter, der ellers ikke har så høj værdi på nærmarkederne.

I forhold til den japanske åbning påpeger Finn Klostermann, at Danish Crown Beef har stærke kort på hånden.

- Da vi er en del af koncernen Danish Crown, giver det os nogle muligheder for at drage fordel af koncernens mangeårige tilstedeværelse i Asien. Det bliver afgørende for vores effektivitet, når vi skal have fodfæste i afsætningen siger Finn Klostermann.

Han mener, at Danish Crowns andelshavere har ydet deres til at atter at indtræde på det japanske marked.

- Vores andelshavere har leveret et kæmpe stykke arbejde for at nå dertil, hvor vi er i dag, og det betyder, at Danmark kommer i selskab med bl.a. som Frankrig, Holland, Polen og Irland som kan begynde at skabe en forretning med vores produkter. Det er landmændenes, L & F og myndighedernes fortjeneste at vi nu får adgang til et marked med mere end 125 mio. indbyggere.

Danish Crown har allerede kontorer i både Japan og Sydkorea.