Randers, d. 9. august 2014
Da Frida og Ferdinand i går kom ud fra Baconbaren, var det ikke for at kramme festivalgæster, men i stedet for at hilse på nogle meget vigtige mennesker for Danish Crown. Nogle af de største danske kunder var inviteret til Svinestien for at se Danish Crowns indsats på Smukfest, men også for at snakke med salgsdirektør i DC Pork, Hans Rasmussen.
Mens kommunikationsdirektør Anne Villemoes introducerede kunderne for Svinestien og Baconbaren, delte Ferdinand og Frida rom ud til kunderne, der også kunne smage på en ny pølsevariant fra Danish Crown under bøgetræerne.
Færre gnidninger i hverdagen
Det var ikke tilfældigt, at invitationen var til Smukfest og ikke hovedkontoret i Randers. Ifølge Hans Rasmussen er der nemlig meget at vinde ved at møde folk mere uformelt.
- Det, at vi trækker noget formaliteten ud af det, gør, at vi kommer til at kende kunderne personligt, og det er rigtig givtigt i hverdagen, for når de formelle forsvarsværker bliver nedbrudt en anelse, så har vi også mindre gnidninger, når vi skal lave aftaler fremover. Vi møder ikke hinanden med paraderne oppe, men i et løsningsmode siger Hans Rasmussen.
Derfor er det godt at mødes under bøgetræerne og få introduceret Danish Crown som andet end et slagteri.
- De nye produkter, som vi har smagt, kunne vi selvfølgelig gøre alle steder, men ved at komme her i Svinestien kan vi også vise, at Danish Crown er andet og mere end et slagteri. At vi også er med til at gøre Danmark et sjovere sted at bo, det skal man ikke underkende, siger Hans Rasmussen.