Fokus på leveringsstrategi for galte

Fokus på leveringsstrategi for galte

26. marts 2015


Randers, d. 26. marts 2015

En hurtigt voksende gris vil sjældent have en særlig god kødprocent. Derfor kan det oftest betale sig at levere hurtigløberne tidligt.
  
Fjerner du hurtigløberne, giver det bedre plads i stierne, en bedre tilvækst og et øget foderoptag hos de tilbageværende grise.

På tørfodring ad libitum vil det oftest være en galtgris, der dels vokser hurtigt, og dels taber forholdsvis mere på kødprocenten ved stigende slagtevægt.

Lever galtene tidligere
Den letteste måde at håndtere problematikken omkring faldende kødprocent, er at kigge på grisens køn ved udvejning til slagtning. Er det en galtgris, og ligger den næsten på den optimale slagtevægt, så skal den afsted. Er det en sogris, så kan den godt tåle at vente.

- Det her gælder især for besætninger, der i forvejen kæmper med lav kødprocent, fortæller Per Knudsen, konsulent i DC Rådgivning.

- Det er vigtigt at understrege, at det her selvfølgelig er individuelt fra besætning til besætning, men ud fra det vi observerer, er der resultater at hente her.

Forskellen i mellem so og galtgrise bør ikke blive meget mere end et enkelt kg., for så mister man indtjening pga. færre kilo i sidste ende. Skal logistikken optimeres, så er det galtgrisen, der kvitterer mest for at blive sendt lidt tidligere til slagtning på grund af den forbedrede kødprocent.

Begræns foderoptaget
Et andet redskab til at afhjælpe faldet i kødprocenten er gennem fodringen. Hvis det er muligt, så skal galtgrisenes foderoptag begrænses. Det kan være ved kønsopdelt opstaldning, lukning for vand i automater, hvis der er anden vandforsyning i stien m.v.

- Lukning for vandforsyningen i foderautomater vil have effekt på kødprocenten i både so og galtgrise. Det gælder både for mel og pelleteret foder, siger Anni Øyan Pedersen, chefforsker ved SEGES.

Ved melfoder har lukning for vandforsyningen i foderautomaten imidlertid negativ betydning for andre produktionsparametre og gevinsten på kødprocenten ædes op højere af foderforbrug og tab i tilvækst. Se meddelelse 817, VSP

Begrænsning af foderoptagelsen betyder ligeledes at omløbshastigheden falder, og der kan komme pres på andre faktorer som dyreenheder, miljøgodkendelse, staldudnyttelse m.v..

Læs mere her

Snak med din rådgiver
Fokuseres der udelukkende på kødprocent er risikoen, at det samlede DB falder. Når der drejes på et håndtag, kan det forskyde en anden balance i produktionen.

Hvis du er i tvivl, om det kan betale sig for lige netop din bedrift, er anbefalingen at tage fat i din rådgiver, der kan hjælpe dig med at indrette dine leveringer, så du får mest muligt ud af grisene.