Fleksibilitet i alle led vigtigere end nogensinde

Fleksibilitet i alle led vigtigere end nogensinde

Danish Crown skal i langt højere grad end tidligere være klar til at kunne omstille produktionen drastisk nærmest fra uge til uge.

14. april 2016

    
Torsdag d. 14. april 2016
 

Gennem det seneste år er det blevet tydeligt, at Danish Crown i langt højere grad end tidligere skal være klar til at kunne omstille produktionen drastisk nærmest fra uge til uge.

- Vi ser større udsving i tilførslerne af slagtesvin end nogensinde før. Samtidig skifter det hele tiden, hvor i verden kunderne vil betale den bedste pris for vores varer, hvilket igen kræver en meget høj grad af omstillingsparathed ude på slagterierne. Med andre ord skruer vi konstant på stort set alle håndtag, fortæller Søren F. Eriksen, CEO for Danish Crown Pork B2B.

At en del af ejernes leverancer af slagtesvin er mere ustabile end tidligere, hænger efter alt at dømme sammen med den meget store danske eksport af smågrise. Når prisen på smågrise til eksport i perioder er under pres, bliver der fedet flere svin op i Danmark. Det giver periodevis øget og uventet travlhed på slagterierne.

- Det er en udfordring for os at planlægge produktionen, når vi ser udsving fra uge til uge på op til 10 pct. Når de ekstra grise så kommer i en periode, hvor vi har et efterslæb fra helligdage, går der længere tid, inden vi har slagtet op, siger Søren F. Eriksen.

I øjeblikket er Danish Crown lidt mere end to slagtedage bagud med slagtningen. Af flere årsager bliver der holdt igen med overarbejde, da det i den nuværende situation både betyder ekstra lønomkostninger og lavere priser, når kødet sælges.

- Vi har hidtil haft et meget betydelig salg af fersk svinekød i Europa, men de delstykker kan vi sælge til bedre priser i blandt andet Kina. Det kræver bare, at det skal pakkes og fryses ind. Der er vi udfordret i forhold til vores kapacitet lige nu. Den udfordring er vi i gang med at løse, så lige nu slagter vi alt det, vi kan, uden at gå for meget på kompromis med salgsprisen, og samtidig holder vi omkostningerne på det normale niveau, forklarer Søren F. Eriksen.

Han er meget bevidst om de udfordringer, andelshaverne får, hvis antallet af udsatte grise bliver for stort, men han håber på fleksibilitet hos leverandørerne.

- Vi reducerer i antallet af udsatte grise hver uge, og i uger med helligdage bliver der arbejdet over. Men kommer der pludselig et af de ”skvulp”, vi har set i tilmeldingerne, vil vi blive udfordret, siger Søren F. Eriksen.