Randers, 19. marts 2012
Både leverandører og vognmænd oplever, at Ejersiden i nogle situationer arbejder langsomt og med forsinkelser. Til stor gene for både landmænd og vognmænd. Danish Crown beklager forsinkelserne, som skyldes den enorme mængde date, det nye system skal håndtere.
- Vi var godt klar over, at den nye side skulle jonglere med store mængder data. Men vi må indrømme, at vi er blevet overrasket over, at det nye system giver så store hastighedsproblemer, som det gør, siger Anna Caspersen fra DC Ejerservice.
Det er især i forbindelse med planlægning af dyr, at trægheden er mærkbar. Selve tilmeldingen tager ikke længere tid end normalt, men det er især, når tilmeldingen skal viderehåndteres hos vognmændene, at systemet går ned i tempo. Dermed smitter forsinkelsen også af på leverandørerne, der venter på bekræftelse fra vognmanden omkring afhentningstidspunkt.
Hastighed skal i vejret
DC Ejerservice arbejder målrettet på at få systemet optimeret og kørt ordentligt ind, så hastigheden kan komme i vejret.
- Vi beklager meget den for lave hastighed på Ejersiden. Men vi arbejder på at løse problemerne, og indtil da er der desværre ikke andet at sige, end at man må have tålmodighed foran skærmen. Systemet virker, det kører bare for langsomt, siger Anna Caspersen.
Portalen og tilmeldingssystemet vil være lukket fra lørdag den 28/4 kl. 12:00 til mandag den 30/4 på grund af opgradering. Det gælder både tilmeldinger på portalen, servicetelefonen og sms.