Mange af landets største landbrugsvirksomheder er lige nu samlet i Fredericia, hvor NutriFair løber af stablen, og her er Danish Crown Ejerservice og SPF også repræsenteret. Her lægger ejere og andre producenter vejen forbi til en snak om blandt andet pris og service, fortæller Per Hjort, der er ejerkonsulent i Danish Crown.
- Det første spørgsmål går selvfølgelig på, hvornår noteringen går op, og svaret er, at der globalt fortsat er et stort udbud af svinekød i forhold til efterspørgslen. Jeg vil dog sige, at vi møder ejerne i rimeligt humør på trods af det lave prisniveau, for vi ved godt, at det gør ondt lige i tiden. Derfor er det også godt, at vi kan mødes et sted som her, hvor vi kan få en uddybende snak om tingenes tilstand, siger han.
Udover prisen er der også mulighed for at få kigget de services og værktøjer igennem, som Danish Crown stiller til rådighed for deres ejere.
- Vi har en del, der kommer forbi og spørger ind til de muligheder der er til rådighed i hverdagen. Både digitale hjælpemidler som eksempelvis vores nye Dashboard, og vores rådgivningspakker er emner som vi selvfølgelig gerne hjælper med at få dannet et overblik over. Det gælder både på NutriFair, men også i hverdagen, hvor vi står klar til at hjælpe, siger Per Hjort.
NutriFair slutter i Messe C i Fredericia i dag.

Ejermøder på NutriFair
Danish Crown Ejerservice er i disse dage til stede på NutriFair, hvor ejere lægger vejen omkring standen. Humøret var noget svingende og noteringen fylder i snakken.
17. januar 2019