Randers, d. 6. marts 2013
DFDS og Danish Crown har indgået en aftale om søtransport af dansk svinekød til det britiske marked via DFDS' ruter mellem Esbjerg og England.
Transporten omfatter ca. 6.500 køletrailere.
- Det har været vigtigt for os at sikre en høj transport- og leverancepålidelighed til en pris, der understøtter den konkurrencedygtighed, som er helt central for vores produkter til det britiske marked. Det er vi lykkedes med, så jeg er meget tilfreds med den aftale, som vi har indgået med DFDS, siger underdirektør Mads Mahler fra Danish Crown.
- Mængderne fra Danish Crown vil udgøre et vigtigt grundlag for ruterne, og vi er meget stolte af aftalen og samarbejdet med Danish Crown, som er en virksomhed med et meget stærkt internationalt brand. Samtidig glæder vi os over fortsat at bidrage til denne eksport af en klassisk dansk eksportvare ud af Esbjerg, som vi har været med til siden 1872, da Esbjerg Havn blev bygget, og DFDS' rute til England blev etableret, siger Executive Vice President Peder Gellert Pedersen, der står i spidsen for DFDS' shippingdivision DFDS Seaways.