Randers, d. 5. februar 2013
Man kan ikke påstå, at der dufter dejligt i den del af DC Beefs kreaturslagteri i Aalborg, hvor bladmaverne bliver tømt, renset og vasket. Faktisk lugter der rigtig fælt. Det gode er, at det er lugten af penge.
For hver bladmave, der bliver tømt, ruller der penge ind på kontoen hos DC Beef i stedet for ud. Bladmaverne er nemlig historien om, hvordan en god idé, der blev udsat for fælles udvikling, endte med at vende udgifter til indtægter.
Fælles indsats
Bladmaven er den tredje af koens fire maver, og det er den del af maven, hvor det meste vand fra foderet bliver optaget i blodet. Normalt var det en del af maven, som slagteriet måtte betale sig fra at komme af med, for der var ikke rigtig noget at bruge den til.
Men det ændrede sig, da der var én, der kom på, at bladmaverne måtte kunne sælges til hundefoder, hvis de blev renset. Hele flokken af medarbejdere, mestre, tillidsmand og fabrikschef kastede sig ud i at udvikle, hvordan de rent praktisk skulle håndtere det.
I et rum på slagteriet blev der sat en ny linje op til bladmaverne. Da der var fundet aftagere til produktet, gik den nye del af produktionen i gang.
Biogas og foder
Tillidsmand Henning Lønstrup åbner døren ind til rummet, hvor store, runde bladmaver kommer ind i på store kroge til venstre for døren. En medarbejder åbner bladmaverne og sørger for, at indholdet kommer det rette sted hen, så det kan bruges til biogas. Ud af de 20 tons bladmaver, som slagteriet behandler hver uge, ryger cirka halvdelen til biogas.
De resterende 10 tons bliver renset i en stor centrifuge, der mest af alt minder om en forvokset vaskemaskine. Den sikrer, at bladmaven er helt renset, inden den sendes ud til kunderne.
Selv om den gode idé har krævet investeringer på 800.000 kr., er det alligevel en god forretning ifølge afdelingsleder Palle D. Sørensen.
Og som ekstra bonus har den lønsomme udnyttelse af bladmaverne skabt job til yderligere en slagteriarbejder på det nordjyske slagteri.
Holstebro med
Det samme gør sig på sin vis gældende på kreaturslagteriet i Holstebro, der har taget Aalborg-kollegernes gode idé til sig. De er også begyndt at rense og sælge bladmaverne med en god gevinst til følge, og det sikrer arbejde til en ny kollega.
Udnyttelsen af bladmaverne er et led i DC Beefs bestræbelser på at anvende mest muligt fra slagtedyret og få den højst mulige pris til gavn for landmændene.