Randers, d. 1. august 2013
En opgørelse viser, at kun seks af de oprindeligt 118 medarbejdere er tilbage i arbejde eller under uddannelse, når jobbanken i Hadsund lukker i dag.
- Det er gået langt bedre, end jeg på forhånd turde håbe på, og forbavsende mange har fået en afklaring om fremtiden.
Samarbejdet med arbejdsgiverne har fungeret upåklageligt, og der har generelt været en stor efterspørgsel på slagteriarbejdere, siger en tilfreds bestyrer af jobbanken, tidligere tillidsmand Laurids Rasksen.
32 medarbejdere har fået job inden for Danish Crown-koncernen, en del på Gøl-fabrikken i Svenstrup ved Aalborg og andre på kreaturslagteriet i Aalborg. 57 har fundet beskæftigelse hos andre virksomheder. Resten har valgt at gå på efterløn og pension.
Spændende at hjælpe andre
Jobbankbestyreren er selv blandt de seks, der fortsat overvejer sine muligheder. Laurids Rasksen er gået i tænkeboks efter 30 år i Danish Crown.
Som han siger, er han lidt konservativ, og han har været glad for at arbejde i DC.
- Omvendt bliver jeg 51 næste gang, så måske er tiden inde til at prøve noget andet. Sådan har flere af mine jævnaldrende kolleger i hvert fald tænkt. Det har været spændende at hjælpe dem videre som jobbankbestyrer, og jeg kunne faktisk godt se mig selv i en lignende stilling, siger han.
Efter lukningen af jobbanken overtager Danish Crowns HR-afdeling arbejdet med at hjælpe de sidste medarbejdere videre.
Om Danish Crowns jobbank
Når en virksomhed lukker, træder Danish Crowns socialplan i kraft. Ud over at etablere en jobbank, der skal hjælpe medarbejderen videre i job eller uddannelse, giver planen 7.500 kr. pr. medarbejder til efteruddannelse og jobsøgning.