DC Beef griller på spejderlejr

DC Beef griller på spejderlejr

Hvis tænderne løb i vand på mange af de 35.000 deltagere på Danmarkshistoriens største spejderlejr i Holstebro i onsdags, er der god grund til det.

27. juli 2012


Randers, d. 27. juli 2012

Duften af syv grillede krydsningskvier bredte sig over et stort område af spejderlejren, hvor 6.400 af deltagerne mødtes til voksenfest.

Det var DC Beef, der sponserede de syv kvier til spejderlejren, som har deltagere fra både ind- og udland.

- Vi gjorde det først og fremmest for at støtte det gode formål. Samtidig ved vi også, det er en målgruppe, der sætter pris på et rigtig godt stykke kød, fortæller afdelingsleder Ejvind Kviesgaard fra DC Beef Ejerservice.

Unik kødkvalitet
Ud over den liflige duft skærpede det imponerende syn af en lang række af kæmpestore grill med halve kvier på risten også appetitten hos de mange forventningsfulde ledere og frivillige, der mødtes til fest. Og et godt stykke kød var da også, hvad deltagerne fik på tallerkenen.

- Kvierne er fra vores projekt med krydsningskalve, som giver dyr med mere form på kroppen og dermed også en bedre kødkvalitet. Kvierne var 10 måneder og dermed et par måneder ældre end normalt for krydsningskalvene, og de to måneders ekstra vækst gav dem yderligere kød på kroppen, siger Ejvind Kviesgaard.

Det tog 24 timer at grille kvierne. Tre hold tog hver en tjans på otte timer, hvor de omhyggeligt sørgede for at vende kroppene løbende, så alt var perfekt grillet, da festen begyndte.

- Vi fik at vide, at det smagte hammergodt, men det er også unikt kød med en smule mere fedt, som er med til at give den gode smag, siger Ejvind Kviesgaard.