Randers, 18. juni 2013
Nye tider kræver nye metoder, og når råvaregrundlaget i disse år er under voldsomt pres som følge af finanskrise og dårlige rammevilkår, ønsker DC Beef at stimulere produktionen så meget, som det er økonomisk ansvarligt.
Derfor hæves introduktionstillægget fra 50 øre/kg i et år til 1 kr./kg i en dobbelt så lang periode på to år. Forhøjelsen gælder fra den 1. august 2013.
Forhåbningen er, at introduktionstillægget kan give en økonomisk håndsrækning til unge landmænd, der vil ind i erhvervet, men også hjælpe andre landmænd, som ønsker at etablere en oksekødsproduktion.
- Det er helt afgørende for de danske mælkeproducenter og kødkvægsproducenter, at de kan skabe et overskud på deres produktion, og det kniber gevaldigt i disse år. Derfor går vi som slagteri ind og støtter og stimulerer produktionen i det omfang, vi kan få økonomien til at hænge sammen, siger formand for DC Beef Peder Philipp.
Politikerne må gøre deres
Formanden understreger, at det er et fælles ansvar at sikre, at vi i Danmark bevarer en mælke- og oksekødsproduktion. Det betyder, at andelsselskaberne må gøre, hvad de kan, men at det politiske system i særdeleshed må skabe de rammevilkår, der er bydende nødvendige for, at de danske landmænd kan konkurrere med kollegaerne i EU.
- Vi kan som andelsselskab, der skal konkurrere i et frit marked, ikke trylle. Vi kan ikke bare hæve afregningen, indtil vores ejere tjener nok penge til at få sorte tal på bundlinjen. Gør vi det, bliver vores produkter usælgelige. Derfor er det politikernes opgave at sikre, at de danske landmænd får lige vilkår. Får de det, så skal kvægbruget nok sørge for vækst i arbejdspladser og indtægter til Danmark, siger Peder Philipp.
For at gå forrest i kampen for en dansk mælke- og oksekødsproduktion har branchen nedsat ”Kvægbrugets Task Force”.
Task Forcen, med repræsentanter for de store fødevarevirksomheder, finanssektoren og forskningsverdenen har netop offentliggjort sin analyse og forslag til en række tiltag, der kan bidrage til at realisere vækstpotentialet i dansk kvægbrug og skabe muligheder for truede bedrifter.
5.500 flere arbejdspladser
Hovedbudskabet i rapporten er, at kvægbruget har et stort vækstpotentiale, der kan øge Danmarks eksportindtægter med mere end 4,5 milliarder kroner og sikre mindst 5.500 arbejdspladser frem mod 2020.
Målsætningen bygger på en forventning om, at de danske mælkeproducenter kan producere en milliard kg mælk mere end i dag, når mælkekvoterne fjernes i 2015, og at produktionen af slagtekalve kan øges med 65.000 årligt.
Forudsætningen for, at vækstpotentialet realiseres er, at kvægbruget overvinder de aktuelle økonomiske udfordringer og leverer en øget produktion med en tilfredsstillende indtjening for landmanden.
Fordele som andelshaver i DC Beef
Med det forhøjede introduktionstillæg har DC Beef sammensat en stærk vifte af økonomiske støtteordninger, der skal stimulere produktionen af oksekød i Danmark:
Nybygningstillæg
Tillægget gives til nybyggerier til slagtekalve eller anden kødproduktion, hvor der ikke tidligere har været produktionsanlæg.
· der gives ikke til renovering, tilpasninger, inventarudskiftninger o.lign.
· der udbetales et tillæg på 50 øre/kg i fem år
· der er ingen øvre grænse for muligheder for udvidelse
· ordningen kan kombineres med introduktionstillægget.
Ombygningstillæg
Tillægget gives til ombygninger af produktionsenheder til slagtekalve eller anden kødproduktion. Også uudnyttede stalde, der har stået tomme i mindst 6 mdr., kan få tillæg.
· der udbetales et tillæg på 50 øre/kg i fem år
· der er ingen øvre grænse for muligheder for udvidelse
· ordningen kan kombineres med introduktionstillægget.
Bonustillæg
Her er muligheden for at prøve fordelene ved at levere til Danish Crown i op til seks måneder uden at være andelshaver. Tillægget i prøveperioden udgør 1,00 kr/kg slagtekilo.
Én bonusperiode pr. leverandør.
Vi tilbyder en tidsbegrænset bonus-levering i maks. seks måneder. Du kan stoppe med øjeblikkelig virkning indenfor de seks måneder.
Rettigheder som bonus-leverandør:
- bonus udbetales løbende
- ret til at levere dyr under koncepter som Dansk Kalv, Friland Kødkvæg, Friland Økologi, Limousine Unik mm.
- ret til returslagtninger (op til to dyr på meget lempelige vilkår).