Dansk sølvmedalje til kokke-VM

Dansk sølvmedalje til kokke-VM

Danish Crown var med på sidelinjen, da den danske stjernekok Jeppe Foldager på fornem vis repræsenterede dansk gastronomi med en sølvmedalje ved det uofficielle VM for kokke, Bocuse D’Or i Lyon.

1. februar 2013


Randers, d. 31. januar 2013

Efter en hård dyst kunne en glad Jeppe Foldager i går aftes indtage podiet for at lade sig hylde og modtage sølvmedaljen foran tusindvis af tilskuere i en proppet hal i Lyon.

Landskampstemning på lægterne
Både Danish Crown og Fonden til fremme af Dansk Gastronomi har sponseret Jeppe Foldager. Rone Stokholm Kruse fra Guldrummet i Kolding og Søren Madsen fra Foodservice-afdelingen var derfor på plads i Lyon for at bakke op om den danske deltager.

- Det var en helt fantastisk præstation og fuldt fortjent, at Jeppe Foldager vandt sølv. Retterne var virkelig flotte, og Jeppe og hans assistent Christoffer Brink så helt ekstremt skarpe ud hele dagen, fortæller Rone Stokholm Kruse.

Sammen med omkring 50 danske supportere, der var udstyret med Danish Crown klappepølser, fulgte han og Søren Madsen det danske par hele dagen.

- Der var en super opbakning fra den danske lejr. Folk hujede og klappede, og det var næsten ligesom at være til landskamp i fodbold, siger Rone Stokholm Kruse, som også er fuld af lovord om konkurrencementaliteten hos de to kokke.

- De var ekstremt cool og helt rolige, selvom der var tryk på hele dagen. De havde endda overskud til at holde køkkenet pænt og rent samtidig med, at de lavede fantastisk mad.

Danmark i den gastronomiske verdenselite
Kokke fra 24 lande deltog i konkurrencen, hvor Frankrig vandt guld efter en suveræn præstation, mens Japan løb med bronzen.

Norge vandt prisen for årets fiskeret, og England vandt prisen for årets kødret.

Danmark har gennem årene præsteret flotte resultater ved Bocuse D’Or, der er stiftet af den legendariske franske stjernekok Paul Bocuse.

Den foreløbige kulmination kom i 2011, hvor Rasmus Kofoed som den første dansker vandt guld i konkurrencen og derfor kunne kalde sig verdens bedste kok.