29. januar 2015
Randers, 29. januar 2015
Stemningen i den danske lejr ved det uofficielle verdensmesterskab for kokke i Lyon mindede i går om en landskamp. Der var vajende flag, truttende horn og kæmpe store forventninger.
Derfor var skuffelsen også mærkbar, da det danske gastronomiske håb Kenneth Hansen fra Svinkløv Badehotel og hans assistent Kasper Christensen måtte nøjes med en sjetteplads i den tætte konkurrence, som Bocuse d’Or er. Efter mange måneders hård træning stilede de højt.
- Vi havde forventet en medalje, og der var spænding til det sidste, så stemningen blandt de 120-130 danskere var lidt flad bagefter. Nogle var lettere chokeret, fortæller salgsdirektør i foodservice i Danish Crown Mette Rothmann.
Hun har været i Lyon sammen med Rone Stokholm Kruse fra Guldrummet i Kolding, da både Danish Crown og Fonden til fremme af Dansk Gastronomi, som Danish Crown også er en del af, har sponseret Kenneth Hansen og Kasper Christensen.
Var forberedt
- Kenneth havde det på fornemmelsen, for der var nogle ting, der ikke gik så godt. Han fik blandt andet konfiskeret to ingredienser, røget marv og æggeskaller, og ovnen virkede ikke optimalt, så han kunne ikke lave chips, fortæller Mette Rothmann fra Lyon.
Trods skuffelsen synes Kenneth Hansen, deltagelsen i kokke-VM’et har været lærerigt.
- Det har været en kæmpe oplevelse at være med til Bocuse. Man kan forberede sig i halve og hele år, men alligevel er det helt anderledes, når vi så endelig kommer her ned. Det var sjovt, og jeg var selv yderste tilfreds med min egen præsentation, siger Kenneth Hansen i en pressemeddelelse fra Bocuse d’Or Danmark.
- Nu vil vi tage hjem og evaluere vores sponsorat. Midt i skuffelsen skal vi huske på, at vi efter Rasmus Kofoeds førsteplads (i 2011, red.) er blevet forvænte i Danmark. Historisk har en sjetteplads været en meget fin placering, minder Mette Rothmann om.