Danish Crown viser sig frem for unge i jagten på nye lærlinge

Danish Crown viser sig frem for unge i jagten på nye lærlinge

Der er gode muligheder som slagterlærling. Det er Danish Crown rundt på produktionsskolerne for at fortælle de unge.

14. februar 2017

Danish Crowns svine- og kreaturslagterier har hvert år plads til 30-35 slagterlærlinge, men har af og til ledige lærepladser. Derfor er Danish Crown gået aktivt ind i at fortælle unge på produktionsskoler om deres muligheder for at få en uddannelse, hvor de får løn undervejs.

Sammen med ZBC Slagteriskolen var Danish Crown mandag gået sammen om at præsentere uddannelsen og i praksis vise, hvordan en gris bliver skåret op. En skare på 15 elever fra produktionsskolerne i Frederikshavn og Hjørring så nysgerrigt til og lyttede til en af dem, der allerede har iført sig slagterforklædet.

Fedt at bruge sine hænder
- Jeg valgte at blive slagterlærling, fordi der var en masse fordele. Man har en lærlingeplads fra start, og lønnen følger med. Jeg synes, at faget er meget interessant, siger slagterlærling Stefan Filtenborg fra Danish Crown i Sæby.

Det appellerede til Jesper Holmen Christensen, der er elev på Frederikshavn Produktionsskole.

- Jeg synes, at det lyder meget interessant at blive slagterlærling. Det er meget fedt at kunne bruge sine hænder, når man ikke er så boglig, siger Jesper Holmen Christensen.

Han regner med at gæste slagteriet i Sæby, når produktionsskoleeleverne bliver inviteret på virksomhedsbesøg snarest.

Vigtigt at opsøge de unge
Slagteriskolen ser besøgene på produktionsskolerne som en nødvendighed.

- Det er meget vigtigt, at vi kommer ud og fortæller om slagteruddannelsen. Vi kan ikke skaffe lærlinge ved at sidde derhjemme, så derfor er vi nødt til at opsøge de unge mennesker, siger faglærer på ZBC Slagteriskolen Peter Tengbom.

Uddannelsen som slagterlærling varer to år, og derudover kan man tage yderligere et års speciale for at blive industrislagter.

Næste ansøgningsfrist for at blive slagterlærling hos Danish Crown er den 24. februar i år.