Danish Crown tilslutter sig Global Compact

Danish Crown har valgt at tilslutte sig FNs Global Compact, som omfatter en lang række retningslinjer, når det handler om menneskerettigheder, arbejdstagere, organisationsrettigheder og miljø.

28. februar 2011



Randers, d. 28. februar

Danish Crown har valgt at tilslutte sig FNs Global Compact, som omfatter en lang række retningslinjer, når det handler om menneskerettigheder, arbejdstagere, organisationsrettigheder og miljø.

- Vi er i dag en international virksomhed med afdelinger og selskaber i lande verden over. Det betyder, at vi i hverdagen møder både kulturelle og juridiske forskelle – men også at vi har mulighed for at gøre brug af erfaringer fra et land til et andet. Tilslutningen af Global Compact sker for at sikre, at vi har et fælles grundlag, siger CFO i Danish Crown Preben Sunke.

Det fælles grundlag skal opleves som en fællesnævner, og på forskellige områder er der lande, hvor den nationale lovgivning eller traditioner betyder, at forholdene varierer fra de fælles retningslinjer. Her danner Global Compact en god ramme for den videre udvikling af CSR området i Danish Crown.

- Det er klart, at der er forskel på eksempelvis lønforhold, organiseringsgrad, miljøkrav og socialt ansvar fra land til land. Danmark ligger langt fremme på nogle områder – mens vi kan lære noget af andre lande på andre områder. Her har vi glæde af at have kendskab til forholdene i forskellige lande, siger Preben Sunke.

Danish Crown indførte i forbindelse med udarbejdelsen af årsrapporten 09/10 en egentlig CSR politik for koncernen, og den bruges både som rettesnor og som løftestang i hele koncernen i de kommende år.

Danish Crown udarbejder i den kommende tid detaljerede retningslinjer på alle områder inden for CSR. De vil løbende være tilgængelige her på hjemmesiden.

Du kan se det første charter her