Den kommende weekend byder på flere debatter om det klimamærke, som den danske regering ønsker at indføre. Mette Schacht Færch, Vice President for Categories, Marketing & Innovation, deltager for Danish Crown.
Lørdag har Dansk Industri indbudt til debat på årets Food Festival i Aarhus. Her har finansminister Nicolai Wammen meldt sin ankomst, ligesom Thomas Roland, der er chef for vareansvarlighed og kvalitet i Coop er med i samtalen.
Men allerede fredag tyvstarter Salling Group med en debat på årets klimafolkemøde i Middelfart. Her skal Mette Schacht Færch debattere med Forbrugerrådet Tænk, Landbrug & Fødevarer samt Madkulturen.
- I Danish Crown er vi aldrig bange for at stille op til debatter, heller ikke selvom vi nogle gange er 'castet' som den store, onde kødproducent. Vi er i gang med en transformation af koncernen i en grønnere retning, og det er afgørende, at vi får fortalt vores omverden om den. Giver det det nogle gange øretæver at stille op til debat – ja det gør det! Men det giver også mulighed for at fortælle om alle de spændende fremskridt vi gør i Danish Crown, siger Mette Schacht Færch.
Problematiske anbefalinger
For halvandet år siden blev det besluttet, at Danmark som et af de første lande i verden skal have et statskontrolleret klimamærke, som skal hjælpe forbrugerne med at træffe mere klimabevidste valg, når de handler, og som skal understøtte virksomheders produktudvikling i en grønnere retning. Til at udvikle klimamærket blev der nedsat en arbejdsgruppe bestående af en række aktører, der nu er kommet med en række anbefalinger. Hverken Danish Crown eller andre store virksomheder var ikke inviteret med i arbejdsgruppen.
- Helt overordnet bakker vi op om et klimamærke i Danish Crown. Vi vil gerne være transparente og være med til at gøre det lettere for forbrugerne, at vælge det mest bæredygtige alternativ i kategorien. Men anbefalingerne fra arbejdsgruppen har markante mangler, som kan resultere i, at virksomheder som vores mister incitamentet til at forbedre sig og spille en aktiv rolle i den grønne omstilling. Det vil jeg gøre politikere og organisationer opmærksomme på, siger Mette Schacht Færch.
Afgørende at vi blander os i debatten
Kommunikationsdirektør i Danish Crown, Astrid Gade Nielsen, er glad for, at Mette Færch er inviteret med i debatterne.
- Vi befinder os i en afgørende tid for den danske fødevarebranche, hvor politikere, virksomheder og NGO’er diskuterer bæredygtighed, Co2-afgift og klimamærker. Det er fuldstændigt afgørende, at Danish Crown har en stærk stemme i den debat, for ellers bliver beslutningerne taget hen over hovedet på os, siger Astrid Gade Nielsen.