Danish Crown forbereder sig på oversvømmelse

Danish Crown forbereder sig på oversvømmelse

De enorme vandmængder, der i øjeblikket giver problemer i store dele af Tyskland, truer nu også Danish Crown.

11. juni 2013


Randers, d. 11. juni 2013

Fabrikken i Boizenburg ligger så tæt på Elben, at fabriksledelsen lige nu forbereder sig på det værste.

- De lokale myndigheder har gjort det klart, at vi ligger i farezonen, hvis der kommer et digebrud. Derfor har vi helt naturligt taget vores forholdsregler og forbereder os så godt vi kan, fortæller Ole Lyngesen, som er fabrikschef i Boizenburg.

Allerede i fredags blev der købt sække og bestilt sand for at etablere en mur ind til hovedstrømforsyningen. Næste skridt var at få alle kloakker suget for slam og fedt, så de ikke stopper til, hvis vandet kommer. Samtidig har Ole Lyngesen og hans folk ændret i planlægningen, så der ikke er unødvendigt mange råvarer på fabrikken, og endelig vil de i løbet af tirsdagen teste, hvor hurtigt fabrikken kan rømmes, hvis det værste skulle ske.

- Man spørger sig selv, om vi skyder for højt, men når meldingerne går på, at man aldrig før har oplevet så store vandhøjder som nu, så tager vi det yderst alvorligt. Bolsjefabriken her i Boizenburg har allerede valgt at lukke ned. Den ligger 400 meter fra vores fabrik, men retfærdigvis skal det nævnes, at den ligger lavere og derfor er mere udsat, siger Ole Lyngesen.

Den seneste melding fra myndighederne er, at de ikke forventer, at vandet går over digerne, men hvorvidt digerne holder, tør de ikke spå om. Derfor er der etableret vagt på alle diger omkring Boizenburg.