Julen nærmer sig med hastige skridt, og for de fleste betyder det adskillige gaver, god mad og hyggelige stunder med dem, man holder af. Desværre er der et stigende antal danskere, som ikke har ressourcerne til at holde en ”normal” jul.
Derfor donerer Danish Crown igen i år fødevarer til adskillige hjælpeorganisationer, som hjælper med at give maden videre til dem, der har brug for den. Alt i alt donerer fødevarevirksomheden 1.550 flæskestege og 300 kg risalamande, der samlet bliver til 2.750 kg julemad.
Donationerne er spredt ud over både Jylland, Fyn og Sjælland, og størstedelen har Danish Crown samarbejdet med i flere år. En af de organisationer er Det Runde Bord i København. I år modtager de 200 flæskestege, der bliver del af en 6 kg stor julemadpakke til 1.200 udsatte i hovedstadsområdet.
- Vi er enormt glade for de mange flæskestege. Uden dem var det umuligt for os at lave så stor en julemiddag til så mange udsatte borgere. For modtagerne af maden er det guld værd, og donationer som denne giver en fornemmelse af, at vi som organisation ikke kæmper kampen alene, men at vi sammen forsøger at gøre en forskel for dem, der har brug for det, siger Peter Haugelund, der er direktør ved Det Runde Bord.
En fast tradition
Peter Haugelund fortæller videre, at man udover maden blandt andet også har fået doneret tøj og andre ting såsom hjemmestrikket sokker og vanter, der kommer med i pakken til modtagerne. I alt kommer Det Runde Bord til at donere mellem syv og otte tons til de 1.200 modtagere, der er fordelt på over 100 forskellige adresser i form af herberger, væresteder såkaldte skæve boliger og lignende.
I år er der rekordmange danskere, der har søgt om at få netop julehjælp i et håb om at få tingene til at hænge sammen i juledagene. I Danish Crown er det blevet en tradition at støtte så mange hjælpeorganisationer som muligt.
- Det er dejligt, at vi gennem fantastiske organisationer kan hjælpe med en del af julemaden hos nogle af dem, hvor der af den ene eller anden årsag ikke er ressourcer nok til en ganske normal jul. Derfor er vi glade for at have kunnet imødekomme rigtig mange ansøgninger og give vores bidrag til, at flest mulige får en god jul, siger Tim Ørting Jørgensen, der er koncerndirektør i Danish Crown.
Herunder er et overblik over de organisationer, Danish Crown har doneret flæskesteg og risalamande til:
Organisation |
Donation |
Bykirken, Odense |
300 kg flæskesteg |
Højnæskirken, Rødovre |
300 kg risalamande |
Hjælpesporet, Herning |
300 kg flæskesteg |
Aalborg City Kirke |
900 kg flæskesteg |
Basen Rugsted, Vejle |
187,5 kg flæskesteg |
Kolding Madhjælp |
75 kg flæskesteg |
Stop Spild Lokalt, Ringsted |
75 kg flæskesteg |
Madspild Ringsted |
112,5 kg flæskesteg |
Det Runde Bord, København |
487,5 kg flæskesteg |
Varmestuen, Ringsted |
75 kg flæskesteg |