Randers, 13. januar 2014
Igen i år har Danish Crown og Smukfest sat svinehytter fra Danmarks Smukkeste Svinesti på auktion til fordel for Danmarks Indsamlingen, der i år samler ind under overskriften ”Når mor mangler”.
De i alt 18 svinehytter er allerede sat til salg på Lauritz.com, og der er nu tre uger frem til det store indsamlingsshow på DR1 til at sikre sig en af de populære hytter til dette års Smukfest. Auktionen bliver afsluttet, når showet løbet af stablen d. 1. februar.
- Med det gode bud, der går til et godt formål, følger en lækker svinehytte på Danish Crowns område til Smukfest. Dertil får man alt det, der gør, at man føler sig ekstra forkælet og som et rigtigt luksussvin på festivalen. Det gælder både mandskabsmæssigt, madmæssigt og oplevelsesmæssigt, fortæller besøgsleder Agnete Poulsen fra Horsens, som leder DC’s indsats under festivalen.
Ny placering
De 18 svinehytter får sammen med resten af Svinestiens faciliteter i år en ny placering. Det skyldes, at man fra festivalens side har valgt at indhegne hele festivalområdet og alle camps. Det betyder, at man i år ikke får mulighed for at deltage i festlighederne, med mindre man har købt billet.
Derfor skal man huske at købe et armbånd til festivalen ved siden af svinehytten.
- Svinestiens nye placering betyder, at vi er rykket tættere på musikken, festivalpladsen og alle festivalgæsterne. Men vi beholder stadig vores søudsigt og vil fortsat være et luksuspræget område med Baconbar og VIP-bespisning, forklarer Agnete Poulsen.
Sidste år blev 10 svinehytter sat til salg på auktionen og indbragte 111.500 kr. til Danmarks Indsamlingen. Med det forhøjede antal svinehytter på auktion er det håbet at samle flere penge ind til det gode formål i år.