Randers, d. 15. april 2015
Danish Crown har gennem årene høstet international hæder for evnen til at nytænke årsrapporten som genre. Også i år er der gode chancer for, at årsrapporten modtager anerkendelse - både i Danmark og internationalt. Årsrapporten er nemlig nomineret til både en Sabre Award og en Creative Circle Award, og prisuddelingerne finder sted i de kommende måneder.
- Danish Crown er en stor og kompleks koncern med mange aktiviteter, og vi i har altid sat en ære i at lave en årsrapport, der rent faktisk bliver læst. Det gør vi med et relativt begrænset budget, så derfor er vi både glade og stolte over, at vi nu igen har opnået anerkendelse for det arbejde, vi lægger i årsrapporten, siger Danish Crowns kommunikationsdirektør Anne Villemoes.
Udvalgt blandt mere end 2.000
Der indsendes mere end 2.000 værker hvert år til Sabre Awards europæiske konkurrence i en række kategorier. Danish Crown er nomineret i kategorien ”Bedste årsrapport”. Vinderne af årets Sabre Awards bliver afsløret den 19. maj i London.
Creative Circle, der er de kreatives brancheforening i dansk reklame, design og digital kommunikation, har netop offentliggjort udtagelserne til årets Creative Circle Award. Her er Danish Crowns årsrapport nomineret i kategorien ”Corporate print”.
For at blive udtaget til en Creative Circle Award skal produktet, ifølge foreningen, være originalt og inspirerende, relevant i forhold til konteksten og sublimt eksekveret.
Creative Circle Awards uddeles fredag den 8. maj på VEGA i København.
Danish Crown er igennem de seneste tre år tildelt i alt tretten priser for sit kommunikationsarbejde – heraf ni internationale priser. Årsrapporterne er udarbejdet i samarbejde med bureauerne CZOO og Skybrud, men det er Danish Crown, der er ansvarlig for konceptudviklingen.
Se online-udgaven af årsrapporten