Spaghetti bolognese, lasagne, hakkebøf og burger. Mange af danskernes livretter indeholder oksekød, og vi er blandt de lande i verden, der spiser mest oksekød. Men nu bliver der mulighed for at spise kød med bedre samvittighed.
Danish Crown har udviklet en ny produktserie ved navn KOMBI Hak, som kombinerer hakket oksekød og grønt uden at gå på kompromis med konsistensen. I MENY og SPAR kan danskerne nu købe en udgave med 65 procent oksekød og 35 procent grønt. Det giver en CO2e-reduktion på 32 procent sammenlignet med samme mængde rent hakket oksekød*. Samtidig er prisen cirka en femtedel lavere.
KOMBI Hak kan bruges i alle de retter, du normalt ville bruge rent hakket oksekød i – også en klassiker som hakkebøffer, der kræver, at farsen holder sin form under stegning. Rodfrugter og fermenteret løg udgør bl.a. det grønne i produktet, som ikke indeholder nogen tilsætningsstoffer.
”Udfordringen har været at udvikle et produkt, som har den gode smag af oksekød, indeholder grønt og samtidig kan tilberedes og krydres præcis som hakket oksekød. Det var en fantastisk følelse, da vi efter flere års udvikling i samarbejde med kunder og forbrugere fandt den rette kombination, der gav os en hakkebøf, som vi kender den i smag og tekstur,” siger Finn Klostermann, CEO for Danish Crown Beef. Han fortsætter:
”Mange eksisterende blandingsprodukter lever ikke op til de forventninger, danskerne har til konsistens og tilberedning, når det gælder f.eks. hakkebøffer. Men med KOMBI Hak kan danskerne fortsætte med at spise deres livretter og samtidig spare CO2, og den mulighed er vi meget glade for at give dem.”
KOMBI Hak bliver allerede leveret til professionelle køkkener som restauranter, hoteller og kantiner. Her bliver der sparet op til 46 procent CO2e med en version bestående af lige dele oksekød og grønt.
Et skridt tættere på kostrådene
Fødevarestyrelsen anbefaler, at danskerne skærer ned på forbruget af rødt kød for både sundhedens og klimaets skyld. Med et lavere indhold af netop oksekød, men med samme muligheder for at lave alt fra hakkebøffer med stegeskorpe til saftig lasagne, gør KOMBI Hak det lettere at komme tættere på kostrådenes anbefalinger uden at gå på kompromis med de kendte retter fra hverdagen.
Hvor helt plantebaserede alternativer har haft svært ved at slå bredt igennem på danskernes middagsborde, tilbyder KOMBI Hak et kompromis, der stadig tager afsæt i de velkendte måltidsvaner.
"Vi er meget glade for at kunne tilbyde vores kunder et reelt og velsmagende alternativ til det rene oksekød. Vi har mange kunder, der går meget op i, hvad de lægger i indkøbskurven, og med KOMBI Hak kan de få hverdagsretter med lavere CO2-aftryk uden at ændre deres madvaner radikalt," siger Jesper Bjerring, kategoridirektør i dagligvarekoncernen Dagrofa, som står bag MENY og SPAR.
*Beregninger baseret på A-LCA-modellen.