<iframe src=https://www.googletagmanager.com/ns.html?id=GTM-PMPL6NR height="0" width="0" style="display:none; visibility: hidden"></iframe>

Når forbrugerne efter nytår går på indkøb med deres nytårsforsæt som overskrift på indkøbssedlen, vil de møde en ny plantebaseret produktserie under Danish Crowns brand Den Grønne Slagter. Serien vil være at finde bredt i den danske detailhandel fra de først uger af januar og vil indeholde otte produkter.

- Når vi går nye veje, er det helt afgørende for os at have produkter klar, der både smager godt og som forbrugerne let kan tilberede. De produkter har vi nu, og som en af Danmarks absolut største leverandører af fødevarer vil vi gerne være med til at udvikle udbuddet af plantebaserede produkter. Vi tror på en stigende efterspørgsel efter alternative proteiner i de kommende år, så de produkter der rammer markedet nu, er vores første lille skridt ind på det marked, siger Jais Valeur, Group CEO i Danish Crown.

Produktserien består både af færdigretter og komponenter til måltiderne. Fælles for alle otte produkter er, at de er lette for forbrugerne at tilberede, der er arbejdet målrettet med smagsoplevelsen, og så er produkterne fremstillet uden soja med enten nordiske eller økologiske grøntsager som hovedingrediens.

- Vi har arbejdet intensivt med produkterne for at komme helt på plads med både smag, tekstur og tilberedning. I det arbejde har det vist sig, at netop tilberedningen er helt central for at få en god oplevelse med produkterne. Kort fortalt skal flere af de plantebaserede produkter eksempelvis steges på lavere varme end kød, og det er noget af det, vi nu sætter ind for at lære forbrugerne, når de køber et af vores produkter, siger Mette Schacht Færch, der er direktør for marketing og innovation i Danish Crown Nordics og fortsætter:

- Uanset om forbrugerne vælger vores færdigretter eller en af vores måltidskomponenter som eksempelvis nuggets eller burger, så er produkterne meget hurtige at tilberede, og det ved vi er vigtigt for mange af de forbrugere, som ønsker at spise mere plantebaseret.

I forbrugerundersøgelser svarer mere end hver tredje dansker, at de inden for det sidste år har skåret ned på deres kødforbrug, og to ud af tre danskere har et ønske at spise mere klimavenligt. Danish Crown vurderer, at der på kort og mellemlangt sigt vil være et marked for op til 500.000 kødfrie måltider om ugen i Danmark. På den baggrund er det Danish Crowns mål at nå en omsætning i det plantebaserede segment på et større tocifret millionbeløb allerede i 2022.

- Vi har endnu ikke en fuldstændig klar strategi på plads for vores satsning på plantebaserede fødevarer, men det der ligger fast, at vi skal have mad på hylden for enhver smag. Det gælder uanset om du er til den gode danske gris, den dyre kvalitetsbøf, den hurtige færdigret, økologisk kød eller plantebaserede fødevarer. Og ligesom med vores kød har vi et stort ønske om, at de plantebaserede fødevarer kan produceres af danske råvarer, som ideelt set kommer fra vores ejere - de danske landmænd. Om det rent praktisk er muligt, er også noget af det, vi skal have afdækket i vores strategiarbejde, siger Jais Valeur.

Sortimentet består af otte produkter. Veggie fars, Veggie Bites, BBQ burger, Nuggets, Schnitzel og Veggie Deller samt de indisk inspirerede færdigretter Tandoori og Byriani.

Den nye produktserie fra Den Grønne Slagter kan fra starten af januar findes i enkelte detailkæder og vil være på plads bredt i detailhandlens kølediske sidst i januar.  

Vi tror på en stigende efterspørgsel efter alternative proteiner i de kommende år, så de produkter der rammer markedet nu, er vores første lille skridt ind på det marked.