<iframe src=https://www.googletagmanager.com/ns.html?id=GTM-PMPL6NR height="0" width="0" style="display:none; visibility: hidden"></iframe>

Den fortsat stigende spredning af COVID-19 i Danmark og hele Europa fik i sidste uge flere danskere til at handle ekstraordinært meget i deres supermarkeder, som derfor torsdag og fredag måtte melde udsolgt på nogle fødevarer.

Den situation stabiliserede sig dog hen over weekenden, men med stigende uro grundet politiske tiltag, som f.eks. da den danske regering i weekenden valgte at lukke de danske grænser, har Denmark-afdelingen i Danish Crown Foods haft travlt med at håndtere de nye situationer.

- Vi har hen over weekenden og også mandag haft rigtig meget dialog med vores kunder for at håndtere situationen. Vi skulle finde ud af, om grænselukningen fik betydning for vores leverancer, vores udenlandske medarbejdere osv. Det kommer til at betyde nogle forsinkelser, og det har vi i samarbejde med vores kunder fået et overblik over og løst indtil videre, siger Peter Bendixen, der er senior director i Denmark i Danish Crown Foods.

Stor efterspørgsel på fersk kød

Onsdag aften og torsdag blev Denmark-afdelingen mødt med ordrer, der var flere gange større end normalt, efter nogle danskere havde hamstret i supermarkederne.

Peter Bendixen fortæller, at ordrerne allerede er ved at normalisere sig igen, men der er fortsat en større efterspørgsel end normalt.

- Der er stadig stor efterspørgsel på fersk kød, ligesom vi har mærket stigninger på frosne produkter og konserves, som har en længere holdbarhed. Vores kunder har en forventning om, at den kommende uge kommer til at ligge på cirka 30% over det normale, så der er tryk på, siger Peter Bendixen.

Nye købsmønstre

Den intense dialog med kunderne de seneste dage har ifølge Peter Bendixen været altafgørende for, at situationen indtil videre er blevet løst til punkt og prikke.

For ligesom det politiske billede lige nu ændrer sig med grænselukninger osv., så ændrer kundernes behov sig også i den nye situation.

- Normalt er søndag f.eks. en rigtig stor dag for supermarkederne. Det var denne søndag bare ikke, fordi mange nu arbejder hjemme, og der skal ikke handles til madpakker. Samtidig sker der en forskydning mod de lokale forretninger, og der er samarbejde og dialog ekstremt vigtigt. Det er vi lykkedes med, og vi har modtaget en masse ros for det de seneste dage fra vores kunder, ligesom vi skylder dem ros for at samarbejde godt, siger Peter Bendixen.