Loading...

Mens det europæiske marked for fersk grisekød bevæger sig sidelæns, mens alle aktører i markedet venter på corona-restriktionerne lempes, så er der for alvor fart på i Asien. Ikke uventet er det Kina, der trækker markedet op.

- Der er virkelig stor efterspørgsel fra Kina lige nu. Det er altid svært at sammenligne, men jeg tror faktisk, der er tryk på lige nu som i efteråret 2019, hvor det også gik rigtigt stærkt. Det betyder, at de ordrer, vi tager ind lige nu til afskibning i anden halvdel af april og starten af maj, sker til stigende priser, siger Lars Albertsen, der er global salgsdirektør i Danish Crown Pork.

Det er ubetinget Kina, der driver den globale efterspørgsel lige nu, men samtidig er der også flere andre asiatiske lande, der har et stigende importbehov. De japanske lagre er relativt lave. Filippinerneer hårdt ramt af ASF og har 4-doblet deres importbehov på et tidspunkt, hvor landets normalt største leverandører, Tyskland, er sat ud af spillet. Sidst men ikke mindst har Australien et stort importbehov. Sideløbende slagtes der markant mindre i USA end for et år siden, så indkøberne i flere lande har vendt blikket mod Europa nu.

- Det er altid fristende at sætte alt på et bræt, når oddsene for succes er så gode, som det vi oplever i Kina lige nu. Vi har dog valgt en anden vej. Vi er lykkedes med løbende at effektivisere vores setup, og har løftet den andel vi kan fryse ind til eksport. Det giver os mulighed for både at servicere vores gode og faste kunder i blandt andet Japan og Australien og samtidig profitere af den stærke efterspørgsel fra Kina, fortæller Lars Albertsen.  

Han kan ikke pege på en enkelt faktor for, hvad det er, der har drevet efterspørgslen op de seneste uger. Der er mange rygter om en ny bølge af ASF i Kina, men ingen har et konkret bud på, hvor omfattende den i givet fald er. En anden forklaring kan være, at det i 2020 i højere grad var det kinesiske forbrug, der gik ned som en konsekvens af COVID-19, end det var den kinesiske produktion, der steg mærkbart.

- Da Kina lukkede ned i januar, var der meget store mængder grisekød på vej til Kina, så lagrene blev fyldt helt op. Samtidig fortsatte amerikanerne med at sende enorme mængder kød ind i Kina hen over foråret og sommeren. Det fik priserne til at sætte sig en del, men nu er den pukkel væk, og amerikanerne har sat tempoet ned, så der er helt sikkert flere faktorer, der spiller ind, siger Lars Albertsen.

At der sker noget på verdensmarkedet i øjeblikket, understreges af den amerikanske future-pris, som lige nu ligger over 14 kroner pr. kilo for grisekød til levering i juli måned i år.