Loading...

De europæiske lande har nærmest stået i kø for at lukke deres samfund mere eller mindre ned de sidste par uger, alt sammen i et forsøg på at forhindre spredningen af corona-virussen.

Det danske samfund er også blevet hårdt ramt, men på Danish Crowns kreaturslagterier kører produktionen mere eller mindre normalt i en ellers ekstraordinær situation.

- Siden mandag i sidste uge har vi kørt fuld produktion og til tider også haft rigtig travlt, fordi der tikkede nogle unormalt store ordrer ind. Men vi har fået leveret alle de varer, vi skulle, og det har kun været muligt, fordi vores medarbejdere har leveret en kæmpe indsats, siger Ivan Schmidt, produktionsdirektør i Danish Crown Beef.

Han fortæller videre, at han generelt er meget fortrøstningsfuld, og at man i denne uge også forventer at køre en fuld og problemfri produktion på kreaturslagterierne, og at tempoet nok bliver mere normalt, end det man så i sidste uge.

Nøgleordet er dialog

Generelt er det meget ”business as usual” ude på kreaturslagterierne, hvis man fjerner de utallige initiativer, der er blevet sat i værk for at forhindre smittespredning.

- Hele leverings- og produktionsprocessen fungerer mere eller mindre som normalt. Det eneste, der har ændret sig, er alle de forbehold og initiativer, vi har sat i værk for at forhindre smittespredning. Og vi gør alt, hvad vi kan, for at det ikke sker.

Han understreger, at nøgleordet for ham er dialog, og at det er vigtigt, at der hele tiden er dialog med land- og vognmænd, så man sikrer sig, at alle er bedst muligt opdateret på situationen.

Det altafgørende for Ivan Schmidt i denne tid er dog at sikre, at han har trygge medarbejdere. Det vil han gøre med konstant dialog, så medarbejderne både har alle de nødvendige informationer, men også for at høre deres side af situationen.

- Hvis vores medarbejdere føler sig utrygge eller ikke har lyst til at tage på arbejde, så har vi ingen produktion. Så er der ingen varer til kunderne, og det betyder tomme hylder ude ved forbrugerne. Derfor er det alfa omega for mig at sikre, at mine medarbejdere føle sig trygge i at udføre deres arbejde.

Ivan Schmidt understreger, at der indtil videre ikke har været en finger at sætte på medarbejdernes engagement, omstillingsparathed og indsats. Han er stolt af alle medarbejderne på fabrikkerne.

- Jeg synes, det er beundringsværdigt, at samtlige medarbejdere, inklusive vores eksterne veterinærpersonale, hver dag yder en kæmpe indsats. Vi står sammen om at løfte vores samfundsansvar i denne ekstraordinære situation. Det kan vi godt være stolte af, siger Ivan Schmidt.

Hele leverings- og produktionsprocessen fungerer mere eller mindre som normalt. Det eneste, der har ændret sig, er alle de forbehold og initiativer, vi har sat i værk for at forhindre smittespredning. Og vi gør alt, hvad vi kan, for at det ikke sker.

Ivan Schmidt, COO, Danish Crown Beef