<iframe src=https://www.googletagmanager.com/ns.html?id=GTM-PMPL6NR height="0" width="0" style="display:none; visibility: hidden"></iframe>

Der er godt gang i salget af danske skinker fra grise, som er opdrættet uden antibiotika (OUA), i Italien. Faktisk er salget af OUA-skinker til italienske kunder mere end firedoblet siden 2015.

Det fortæller Peter Snedker, der er senior director for Danish Crown Pork i Italien.

De danske OUA-skinker bliver primært solgt til italienske kunder, som derefter forædler skinken på samme måde som en Parma-skinke. Derfra sælges nogle af varerne i Italien, mens de danske OUA-skinker også reeksporteres i stor stil.

Faktisk var det netop på grund af reeksport til USA, at salget af OUA-skinker til italienske forædlere begyndte. Danmarks OUA-grise er nemlig USA-godkendte, mens italienernes ikke er.

- Når de italienske forædlere køber danske OUA-skinker, kan de sælge dem videre til USA, hvor der allerede i 2015 var en efterspørgsel på grise uden antibiotika. Alle vores OUA-skinker overholder nemlig kravene til eksport til USA, så det åbner dørene for italienerne til USA, siger Peter Snedker.

Italienerne efterspørger også OUA

Siden 2015, hvor arbejdet med at sælge OUA-skinkerne til italienske forædlere begyndte, er det kun gået en vej med efterspørgsel.

Peter Snedker fortæller nemlig, at Italienerne også selv er begyndt at efterspørge skinker fra OUA-grise, og det kombineret med en øget efterspørgsel i USA har mere end firedoblet salget.

- Der har været skrevet meget i medierne i Italien om, at man i år 2050 frygter, at en af de hyppigste dødsårsager blandt mennesker kommer til at skyldes resistens over for antibiotikabehandling. Det har øget efterspørgslen hos italienerne også. Derfor er vi gået fra at sælge cirka 1.500 skinker om ugen i starten til nu at sælge cirka 7.000 skinker om ugen, siger Peter Snedker.

Økologisk OUA vinder frem

Peter Snedker fortæller, at der er endnu en kødtype, som er ved at vinde indpas hos de italienske forædlere.

Det drejer sig om skinker fra økologiske OUA-grise fra Friland. Tidligere har økologiske grise fra Friland nemlig fået antibiotika én gang i deres levetid, og det accepterer man ikke i USA. Derfor er Friland nu kommet med et nyt tiltag.

- Man har i Friland lavet en OUA-linje med økologiske grise. Det har åbnet op for, at de italienske forædlere nu kan tilbyde amerikanerne økologiske OUA-skinker fra Friland. Vi er dog begyndt stille og roligt og sælger lige nu cirka 200 skinker om ugen, siger Peter Snedker. 

Fremtiden ser lys ud

Selvom Peter Snedker er tilfreds med, at man allerede nu er i stand til at sælge omkring 7.000 skinker fra OUA-grise til italienske forædlere om ugen, spår han, at italienernes efterspørgsel vil stige endnu mere.

Netop fokusset på, at antibiotika-resistens blandt mennesker kan blive livsfarligt i fremtiden og det øgede fokus på bæredygtighed og dyrevelfærd verden over, vil få efterspørgsel til at stige, spår Peter Snedker.

Derfor er han sammen med sine medarbejdere også i gang med at få dansk grisekød fra OUA-grise ind hos nye italienske kunder.

- Vi er begyndt at kigge på at få fersk vakuumpakket OUA-kød ind i de italienske supermarkeder, fordi det er begyndt at blive et stort emne blandt forbrugerne i Italien. Men supermarkederne er lidt på bagbenene over for det på nuværende tidspunkt. Så det er ikke noget, der sker over natten, men vi prøver at få varmet op over for det, siger Peter Snedker. 

Vi er gået fra at sælge cirka 1.500 skinker om ugen i starten til nu at sælge cirka 7.000 skinker om ugen.
Peter Snedker