Loading...

Mandag begyndte Danish Crown at teste de medarbejdere, hvor der i den seneste tid enten er konstateret smitte i umiddelbar nærhed af deres bopæl eller i deres perifere netværk. Dette tiltag blev indført for at sikre medarbejderne bedst muligt ved at forhindre at der kommer smitte ind på slagteriet.  

I mandagens tests blev der fundet 15 smittede ved screening, og de efterfølgende PCR-tests, der er mere sikre og lever op til myndighedernes anbefalinger, viste, at alle 15 var smittede med COVID-19. I løbet af ugen er der testet mere end 500 medarbejdere, og ad den vej er det lykkedes at finde yderlige 29 smittede inden de mødte på arbejde.

Hos Danish Crown bliver det daglige antal hurtig-tests skruet yderligere op, så alle medarbejdere i den kommende uge bliver screenet mindst en gang.

- Det er på en gang skræmmende og positivt, at vi har fanget så mange der hverken havde forhøjet temperatur eller symptomer på COVID-19. Positivt er det, at vi på den måde undgår at alle de andre medarbejdere udsættes for smitte. Samtidig får vi sendt nære kontakter blandt kollegerne hjem nærmest øjeblikkeligt og på den måde begrænset yderligere spredning i samfundet, siger Per Laursen, der er produktionsdirektør i Danish Crown Pork og oplyser, at der i samarbejde med Horsens Kommune tilbydes boliger med enkeltværelser til smittede medarbejdere, der ikke umiddelbart har mulighed for at isolere sig på anden vis.

- Vi kan selvfølgelig ikke tvinge folk til at isolere sig, men vi opfordrer kraftigt til, at man takker ja til tilbuddet, siger han.

De smittede arbejder stort set alle på aftenholdet, men der er intet der tyder på, at spredningen sker på selve slagteriet. Ud over at følge myndighedernes anvisninger får alle medarbejdere tjekket deres temperatur inden de kommer ind på slagteriet og arbejder alle med mundbind.

- Vi fik rigtig mange erfaringer med fra udbruddet i Ringsted, hvor medarbejdere fra Statens Serum Institut gennemgik slagteriet, og derefter kom med en række anbefalinger, som vi også har implementeret på slagteriet i Horsens. Det er vores klare opfattelse, at smitten sker udenfor arbejdspladsen, fordi medarbejdere bor sammen, kører sammen eller er sammen i fritiden, siger Per Laursen.

Danish Crown er løbende i dialog med de offentlige instanser, der koordinerer indsatsen mod COVID-19. Myndighederne informeres når medarbejdere bliver konstateret smittet i en hurtig-test, og derefter testet efter den offentligt anerkendte metode. På den måde sikres det, at smittede medarbejdere registreres i myndighedernes systemer og der laves smittesporet fra myndighedernes side.

Det er vores klare opfattelse, at smitten sker udenfor arbejdspladsen, fordi medarbejdere bor sammen, kører sammen eller er sammen i fritiden.