<iframe src=https://www.googletagmanager.com/ns.html?id=GTM-PMPL6NR height="0" width="0" style="display:none; visibility: hidden"></iframe>

Initiativet hedder ”Partnerskab for Cirkulære Fødevarebakker”, og bag det står blandt andre COOP, REMA 1000, Danish Crown, FÆRCH og Københavns Kommune.

- Efter et succesfuldt skifte til PET bakker på tværs af vores ferske sortiment i Danmark, tager vi nu endnu et initiativ for at sikre, at effekten af de genanvendelige bakker optimeres mest muligt. Vi har faktisk fået utroligt mange positive tilkendegivelser fra forbrugere efter vores skifte – men vi har også hørt fra flere, der er frustrerede over, at deres hjemkommune ikke gør det muligt for dem at frasortere plast i husstanden, siger Simon Kaspersen, der er Category Director i Danish Crown Foods.

I første omgang vil partnerne i løbet af et år demonstrere såkaldt bakke-til-bakke genanvendelse ved at indsamle og genanvende minimum 43 tons fødevarebakker fra København. Det svarer til ca. 5 millioner bakker.

Bakkerne vaskes og oparbejdes til nye råmaterialer på Europas første og eneste anlæg til genanvendelse af fødevarebakker i Holland, der er ejet af den danske emballageproducent FÆRCH. Trods transporten er der stadig tale om et absolut positivt miljøregnskab, da transport af plast med lastbil kun udgør en lille miljøbelastning set i forhold til CO2-besparelserne ved genanvendelsen.

- I samarbejde med dagligvarehandlen har vi omstillet vores produktion, så vi kan pakke kødet i bakker af genbrugsplast. Lige nu er udfordringen faktisk at skaffe nok genbrugsplast, så derfor er det helt centralt at få løftet kommunernes affaldssortering. Nu går Københavns Kommune forrest, så derfor er det helt naturligt for os at være en del af partnerskabet, siger Preben Sunke, der er COO i Danish Crown og har ansvaret for koncernens bæredygtighedsstrategi.

Med indsamling, sortering og genanvendelse af 43 tons fødevarebakker fra København frem mod sommeren 2020 tager partnerne i fællesskab et første, vigtigt skridt imod at mindske forbruget af nye plastråvarer samt CO2-udledningen forbundet med produktion og forbrug af fødevareemballager i plast. De 43 tons plast svarer til over 100 tons CO2 sparet i forsøgsperioden – eller den daglige udledning af CO2 for omkring 3250 danskere.

Potentialet for at øge genanvendelsen af fødevareemballager i Danmark er dog meget større. Derfor rækker ambitionen for partnerskabet langt videre. Frem mod 2025 er målsætningen at etablere et system, der sikrer, at minimum 10.000 tons danske fødevarebakker hvert år recirkuleres og dermed sparer klimaet for udledningen af 25.000 tons CO2. For at nå målet håber partnerskabet at udvide med nye partnere, efterhånden som teknologierne modnes.

- Det er en udfordring, vi som samfund skal løse, så vi kan få skabt et cirkulært kredsløb med genanvendelse frem for ny plast. Vi tror på, at Københavns Kommune kommer til at fungere som inspiration for landets øvrige kommuner, slutter Simon Kaspersen.

Det er en udfordring, vi som samfund skal løse, så vi kan få skabt et cirkulært kredsløb med genanvendelse frem for ny plast.