<iframe src=https://www.googletagmanager.com/ns.html?id=GTM-PMPL6NR height="0" width="0" style="display:none; visibility: hidden"></iframe>

De danske mælkeproducenter har i fællesskab valgt at stoppe al aflivning af kalve ved fødslen, og derfor vil der fra årsskiftet gå flere kalve i de danske stalde. For at skabe en plads i markedet til dem, har Danish Crown Beef i dag lanceret et nyt premium kvie-koncept, og for at sikre at konceptet kommer godt fra land vil Ejerservice i Danish Crown Beef allerede nu gerne i kontakt med landmænd, som enten kommer til at stå med ekstra kalve, eller som har interesse i at levere til det nye koncept.

- Vores Ejerservice-afdeling vil meget gerne hjælpe de berørte mælkeproducenter med at finde en bæredygtig løsning. Hvis man som mælkeproducent kommer til at stå med en mængde kalve efter nytår eller har lyst til at blive en del af det nye koncept som leverandør af kalve eller kvier, så vil jeg opfordre til at kontakte os, så vi sammen kan finde en god løsning, siger Ivan Schmidt, der er COO i Danish Crown Beef.

Ejerservice kan kontaktes på 8919 2590.

Det nye koncept giver andelsejerne i Danish Crown mulighed for både at levere deres kalve til Dansk Kalv og det nye premium-koncept, og for at klarlægge mulighederne har SEGES valgt at afholde et webinar den 29. april under overskriften ”Mælkeproducentens muligheder”. Her kan mælkeproducenter og andre med interesse blandt andet få en grundig gennemgang af det nye koncept. Samtidig vil det være muligt at stille spørgsmål til både SEGES, VikingDanmark og Danish Crown.